Klassikertest Camaro årgang 68.

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en klassikertest her på blog nummer to. Efter at have trillet en tur i en herlig gadelegal monstertruck som du kan læse test på i linket nedenunder. Så fortsatte vi succesen med et pragteksemplar af en første generations Camaro. Og selvom at jeg tilbage i 16 kørte en 68er til test over på den gamle blog ville jeg gerne give den en chance mere og prøve at skrive en mere grundig anmeldelse. For efter min mening er det her et af de bedste designs at GM sendte på vejene i 1960erne sammen med Corvette C2 og C3 samt Corvair af anden generation. Der er bare ikke en dårlig vinkel på en Camaro fra 68 og da man så har legendarisk smallblock power under motorhjelmen. Er det her en ponycar der kan få Mustangerne til at skælve og manden bag rattet til at ignorer både Porsche Ferrari og Lamborghini imens at man cruiser med alle fire vinduer nede. Men mange tak til S & S bilhus for at vi måtte låne Camaroen til denne klassikertest du kan give deres webside et kig på linket nedenunder. Men lad os så komme til testen.

The one everybody wants.

At sige at årgang 68 til 70 er en af de mest elsket og eftertragtede Camaro generationer er faktisk ikke så stor en overdrivelse. Og det tror jeg blandt andet kan tilskrives et eksteriør-design der bare ser fantastisk ud selv så mange år efter lanceringen. Som nævnt mange gange før er jeg meget imod at bruge ordet sexet når man beskriver bildesign. Men det her er en virkelig sexet bil. Alt fra Coca Cola flaske silhuetten over det lille knæk ved den bagerste siderude til det aggressive hajsnude agtige frontparti spiller fantastisk sammen. Men som køreoplevelse er en 68 Camaro også en herlig bil især hvis man er bare en smule Amerikanerbils interesseret. Når man lukker førerdøren i efter at havde sat sig bag rattet afgiver det et højt metallisk klooonk!! lidt ligesom hvis man smækker kølerhjelmen hårdt i på en gammel John Deere traktor. Det er ikke det tilfredsstillende Mercedes Thumb?!? men det føles stadigvæk betryggende og lækkert på en måde. Det er ikke denne bil hvor det lyder som at tæske en æggebakke med en tennisketcher når man lukker dørene i. Når man har klikket hofteselen sammen og sat maskinen i drive begynder man at trille på tomgangen vel og mærke nu hvor automatchokeren stadigvæk er aktiveret. Men et kort tryk på speederen bringer én ud af automatchoker så motoromdrejningerne falder til et normalt niveau. Og så er det bare med at cruise derudaf. Og jeg havde helt glemt hvor godt at en første generations Camaro kører. Selvfølgelig er det ikke nogen Porsche Cayman nu hvor man har det typiske overboostede og fraværende styretøj og at baghjulsophænget består af noget så simpelt som stiv bagaksel med langsgående bladfjedre. Men som cool sommerbil hvor man bare cruiser derudaf eller måske endda bruger den som hverdagsbil i sommermånederne er den virkelig fantastisk. Undervognen føles ikke nervøs eller overdrevet blød. Og selvom at styretøjet føles meget vag i forhold til en Europæisk sportsbil så styrer den ganske præcist af en Amerikanerbåd at værre. Overordnet set er køreegenskaberne forudsigelige så man ikke har problemer med at kører sin Camaro som en moderne bil. Det er faktisk kun når vi snakker bremser at man skal køre mere forudsigende for selvom at man har skivebremser fortil er der slet ikke den samme bremsekraft som i en moderne bil og der er selvfølgelig ikke ABS så det er vigtigt at man træner at pumpe bremserne under en nødbremsning hvis man har planer om at blive veteranbils ejer. Angående motor og gear er det her også en herlig slæde. Smallblock Chevrolet er en virkelig gennemprøvet og alsidig maskine som bogstavlig talt er blevet brugt i alt fra ladbiler til Corvettes. Det er også en motor som er rigtig godt understøttet af aftermarket producenterne hvad enten du ønsker skarpere knast turboladning eller komrpessor. Selv i dag lever smallblocken videre i form af LS serien og dens mange varianter. Og i dagens testbil lever smallblocken også i bedste velgående. Der er en herlig raspen fra udstødningen imens at der kommer et ordenligt brøl fra indsugningen hver gang man giver den noget pedal. Og selvom at smallblocks ofte “kun” har slagvolumen på 350 kubiktommer eller 327 i dagens tilfælde. Så har man stadigvæk spandevis af herligt V8 bundtræk som kommer på allerede langt nede i momentkurven. Og da man har 3 trins automatgear med lange gear som skifter smidigt ved stille kørsel men hvor at kickdown virker ganske fint eller så fint det nu kan i gammeldags konverter-automatgear der ikke er computerstyret eller noget. Er det bare herligt at cruise over de åbne vidder. Men det virkelig smukke ved US bilerne er efter min mening deres mekaniske simplicitet. Modsat en eller anden åndsvag Ferrari 250 GTO som kræver at man kender en eller anden mester-mekaniker ved navn Mario som spiser pasta-bolognese. Hvor man hidkalder Mario bare for at få lavet filterservice. Så kan de fleste Amerikanerbiler serviceres og repareres af en hver perlestens-mekaniker der besidder en nogenlunde stor teknisk viden. Det er lavpraktisk Amerikansk ingeniørkunst som ikke er overdrevet sofistikeret men som ofte bare virker. Jeg krummer ofte tæer hver gang jeg hører mange af de Europæiske bilsnobber spytter så meget lort ud om at Europæiske biler er bedre udelukkende fordi de er mere teknisk avanceret. Avanceret teknologi er kun så godt som tilgængeligheden og kvaliteten af reparation og service. Så når det kommer til at eje og ikke bare køre ville jeg altid vælge en mere simpel bil som jeg faktisk har en chance for selv at kunne skrue i fremfor én med smarte tekniske løsninger som ikke er særlig mekanikervenlig. Og der er dagens testbil jo lidt det bedste af to verdener fordi man både får gammel mekanik der er til at forstå og en herlige køreoplevelse ikke kun i forhold til moderne biler men også i forhold til andre veteranbiler. Jeg er i hvert tilfælde meget vild med den.

Giv endelig Silverradoen jeg har skrevet test på over på den gamle blog et kig på linket nedenunder. Hvis du ikke allerede har spottet den.

Det ser altså imponerende ud når man har en prægtig V8er der er i galledress med forkromede ventildæksler og luftfilter dæksel og hvor at blok og topstykker har fået en klat maling.
Vi taler ofte om tidsløse designs her på bloggene. Men den første Camaro er min personlige favorit blandt alle ponycars. Det er virkeligt et tidsløst design der har klaret tidens tand.
Men seriøst så er der ikke én eneste dårlig vinkel på denne bil. Selv bagfra tager den sig godt ud.
Men det her er alligevel min yndlings vinkel. Tre kvart bagfra med alle vinduer rullet ned.
Jeg har dog aldrig synes at interiør designet var ligeså imponerende som eksteriøret. Men det ser absolut ikke værst ud med alt det falske trætrim og krom knapper og håndtag.

Rant: motorjournalist en rumfærd i en fantasiverden.

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til endnu en rant. Efter at have drevet bilblog i snart 7 år har jeg erfaret en masse ting både som menneske og som motornørd. En af disse ting er at jobbet som motorjournalist ofte ikke har så meget med virkeligheden at gøre. I hvert tilfælde når vi taler om alle de vilde testkørsels fantasier jeg har udlevet i især Europæiske performance og sportsbiler. Jeg ville faktisk gå så langt at sige at det har farvet den måde jeg ser specialbiler på. For efter en travl og meget spændende sæson som for eksempel 2020 sæsonen. Hvor jeg sad bag rattet i Europæiske superslæder som Ferrari 348 spider Jaguar X351 XJ og Porsche 987 Cayman S samt adskillige Mercedes AMG og Audi RS modeller. Bliver man hurtigt kultiveret til at tro at den slags biler er mere normale end de er. Og når man så har alle de andre journalister der kører den endnu federe eller sjældende model end den man lige har kørt. Så bliver det til en underlig form for rotteræs hvor jeg føler at jeg skal oneuppe alle de andre. Med andre ord er det med køre dyre drømmebiler noget der har meget lidt journalistisk værdi for den gennemsnitlige bilkøber. Men jeg elsker at gøre det men jeg er også klar over at jeg er i en yderst særlig position for hvor mange af de ovennævnte biler ser man egentlig ude i det fri. Ikke særligt mange skal jeg sige dig. Men det er fedt at man nogle gange kan bytte førerpladsen i Ducatoen ud med den i en fuldblods sportsvogn som er konstrueret til at kunne gøre en ting virkelig godt nemlig at køre meget hurtigt rundt om en racerbane. En anden ting jeg altid har lovet angående mit arbejde med blogsne er at det aldrig skal være en drømmebilsparade hvor det kun er latterligt dyre biler i millionklassen selv hvis jeg fik muligheden for at testkøre de nyeste Bugattier Mclarens med mere. Så føler jeg at jeg forpligter mig overfor mit publikum at vise køretøjer i forskellige prisklasser årgange typer og størrelser. Men jeg prøver også at vise den store verden min personlige bilsmag eller i det mindste biler der vækker min interesse bare en smule.

Gotta catch them all.

Når maskineriet kører på fuld damp føler jeg at jobbet som motorjournalist udspiller sig som form for spøjs voksenudgave af Pokémon hvor man skal fange dem alle sammen for ellers er man ikke kongen af Pokécars eller hvad man nu skal kalde det. For ja seriøst føler jeg at det med at spotte og finde biler til tests føles som en evig jagt på mega sjældende pokémonkort som koster 500.000 kroner stykket i snit. Det er mega hårdt og stressende men mega tilfredstillende når man endelig sidder bag rattet. Men det er også der hvor jeg som nævnt før føler mig meget ydrestyret til tider. For hvad bilmagasinet gør er altid det rigtige og det skal gøres efter. Men når alt arbejdet er udført og kameraerne slukket kan jeg til tider godt føle at alt arbejdet er spildt for der kommer ikke mere trafik på siden end hvis det er en mere gængs model der bliver testet tværtimod så får leverpostajsbilerne en smule flere visninger. Men som bilnørden over alle bilnørder vækker det bare ikke de samme følelser at sidde bag rattet i en MG ZSer som i en Audi Q7 V12 den bil glemmer jeg sent. Det er en bil som virkelig får mig til at føle at jeg er en del af lille eksklusiv gruppe af folk som enten har kørt eller ejet et eksemplar. Som bil er det også en mega cool samtalestarter. Det at man kan sige at man har kørt en enorm SUV som er bestykket med den eneste V12 dieselmotor i nogen standard gadebil i hele bilhistorien og som er udstyret med kæmpe kulfiberbremser som er en detalje man normalt kun ser på højtydende superbiler er noget jeg bare er vildt glad for at jeg kan bryste mig af. Men de sjoveste drømmebiler at føre er ikke andre folks men mine egne. Altså dem at jeg selv ville vende mig om efter. Og der absolut ingen hyperbil der kan vinde over et pragteksemplar af en W140 S600 der taler vi altså bil efter min mening. Så det gør mig endnu mere stolt at jeg kan sige at jeg kørt mange af mine drømmebiler med det mener jeg at sidde bag rattet og ikke bare at værre passager og at jeg har ejet stortset alle mine realistiske drømmebiler. Det er sådan noget der gør at der er noget værd ved at leve sig ind i den fantasiverden det er at værre motorjournalist. For det at køre Ferrarier Maseratier Rolls Roycer og andet rigmands-legetøj er bare en lille frynsegode som ikke har så meget med den virkelige verden at gøre.

2000CA før 360 Modena.

En sjov anekdote jeg plejer at fortælle folk som et stjerne-eksempel på at os “rigtige” bilnørder tænker anderledes end alle de “falske” nørder der flyver rundt ude i stratosfæren. Går på at mig og kammeraterne var oppe og vindues-shoppe ved my garage i Vejle. Da vi kommer ind i den sidste hal hvor der blandt holdte flere Porscher og Ferrarier parkeret var det første jeg sagde “Oh fedt se en 2000CA?!” ja du hørte en 2000CA ikke en E9 CSI eller en 2002 turbo men lillebroren til E9eren som har den underlige front og den 4 cylinders M10 motor og som i dette eksemplar kun har enkelt karburator og automatgear. Efter der har jeg altid tænkt at jeg er en sand nørd når jeg lægger mærke til 2000CAeren fremfor 360 Modenaen. Det er nok de færreste forvirrede teenagedrenge der kun tænker på blondiner og hurtige biler der ville skænke en gammel undermotoriseret bimmer med et underligt ansigt og et modelnavn få har hørt om mange tanker. Men det er magien ved at værre bilnørd. Jeg skal bare minde mig selv om at man ikke behøver at have samme smag som alle andre. Det er også det jeg prøver at tage med i mit arbejde med bloggen men også det at mindre også kan gøre det. Og en mere realistisk bil også kan værre en fed bil. For jeg føler at bilhobbyen skal værre for alle uanset køn indkomst hudfarve eller social status.

Flink men retfærdig. Selvom at jeg har kørt nogle af de dyreste og mest ikoniske biler på planeten. Så er jeg ikke for fin til at teste de biler som de andre journalister ikke ville røre med en ildtang. Og så har jeg altid sagt at jeg kan have en ligeså god stund i en bil til 20.000 som i en til 20 millioner.

Biltest MG EHS.

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til den første nybilstest i Upgear2s historie. Sidste efterår lånte jeg MG ZS EV som den første pressebil overhovedet i bloggens historie. Jeg endte med at blive positivt overrasket over denne bil. Med andre ord var den bedre end hvad jeg havde regnet med. Men den var selvfølgelig ikke perfekt. Især rækkevidden var lidt under min standard. Så da jeg hørte at man ville lancere en plugin hybrid under MG navnet så tænkte jeg at den måtte testes. Så det bliver spændende at se om EHS kan diske op med ZS.s kvaliteter samtidig med at man har mindre rækkevidde-angst. Men I må endelig give ZS testen et kig på linket nedenunder.

Biltest MG ZS.

Hvad med mig. Synes jeg at den er hot eller not.

Efter de første timer bag rattet af den røde børnecontainer står det klart at der faktisk er sket forbedringer. Allerede hvis vi tager noget så håndgribeligt som fit og finish i interiøret. Flere af overfladerne er polstret end i ZS samtidigt med at materialevalget føles mere kvalitetsbetonet. Det er næsten lige før at kabinekvaliteten overgår den i ID3 som skuffede vældigt på den konto. Noget andet der også er forbedret er mængden af teknologi. Blandt nyhederne er der blandt andet heldigital instrumentering og et primitivt 360 graders kamerasystem. Og med primitiv mener jeg at det virker men det virker ikke overdrevet lækkert og så føles det meget basalt. Men det er generelt et tema der går igen fra ZS med at infotainment virker fint til husbehov men at det ikke føles Audi lækkert. Men for en gut som mig der normalt kun gør i gamle biler uden nogen form for infotainment systemer. Gør det mig faktisk ikke så meget at brugerfladen ikke helt er spitzen-klasse. Noget der også virker ganske fint men som ikke virker helt exceptionelt er samspillet imellem el og benzinmotor. Drivlinjen består af en 1.5 liters række 4 med turbo og en elektromotor på 120 heste som sætter alle hestene til asfalten igennem en 10 trins automatgearkasse. Den kombineret ydelse for hele drivlinjen er 258 hestekræfter og 250 nm ved 1700 til 4300 omdrejninger i minuttet. Hvilket lyder voldsommere end det er .For når det hele skal slæbe på en stor klumpet hval af en bil som vejer 1.737 kilo hvilket er cirka det samme som egenvægten på en gammel W140 S klasse. Så er det ikke den mest spruttende eller sprudlende køreoplevelse og acceleration man får. Men teknikken spiller fint sammen overgangen til benzinmotor og tilbage igen sker helt gnidningsfrit og så skifter den helt smidigt når man kører med forbrændingsmotor det føles næsten som om at man kører med CVT gear så smidigt den skifter men det er jo en af fordelene ved at have en gearkasse med 10 fremadgående gear. Men som nævnt før fungerer det hele fint men det føles ikke decideret fantastisk og som noget der sætter ens verden i brand hvor man tænker at det her er lækker mekanik. Derimod føles EHS ligesom ZS som en meget gennemsnitlig leverpostejs bil som ikke gør noget forkert men heller ikke noget framragende. Noget der også føles ekstremt mainstream og sikkert er køreegenskaberne. I ved jo at jeg elsker biler der får en til føle noget helt bestemt igennem design mekanik og køregenskaber og så er det lige meget om det er min egen Pajero V20 der kører som en prærievogn på vejen men som til gengæld kan æde lidt af hvert ude i terrænet eller en gudesmuk 348 spider der bare er en af de mest tilfredsstillende biler at køre hvis man tæller hele parken. Men sådan en bil er EHS ikke det er en bil der leverer den mest trykke og ufarlige og stille og rolige køreoplevelse. Men det er den til gengæld god. Under stille kørsel styrer den meget neutralt hvor at styretøjet er let og flydende ved lave hastigheder hvor så at stramme op når man bevæger sig over byhastighed. Det eneste fart og tempo man kommer til at mærke i denne bil er at hvis man kommer til at spinde en smule med forhjulene under igangsætning indtil at antiskrid slår til. Også ved motorvejskørsel gør MGeren ikke meget væsen af sig den føles solidt plantet på banen selv ved 130 i timen og modsat ZS som havde lidt højere tagræglinger var der ikke så meget fartvind fra taget af. Men hvad med den famøse rækkevidde-angst. Den er selvfølgelig ikke så stor når man kører hybrid under vores rundfart i Odense om mandagen hvor vi skulle ordne en masse ærinder blev der ikke brugt overdrevet mange af de dyre dråber. Men når man kører meget motorvej og når man har en lidt frisk kørestil så er den lidt forslugen. Og da tankkapaciteten kun er på 37 liter er det noget man skal værre opmærksom på. Men det hjælper at man har et sikkerhedsnet i form af benzinmotoren så man ikke skal værre alt for afhængig af ren eldrift. Og dog da vi om onsdagen var på langtur kom vi i den uheldige situation at vi kom til at løbe tør for strøm. Det er dog ikke ligeså katastrofalt som at gøre samme fejl i en ren elbil så gør det stadigvæk at man pludselig får nogle hundred kilos dødvægt der vejer bilen ned og derved forøger forbruget. Og da tank-kapaciteten som sagt er på bare 37 liter giver de ekstra kilo noget af et hak rækkevidden. Men det leder os også videre til min konklusion som lyder på. At EHS som brugsbil er ganske i orden om end meget ordinær hvor den ikke tilføjer noget spændende eller ekstraordinært til bilejerskabet. Men til gengæld er mængden af standardudstyr meget respektabelt i det testede luxury udstyrs niveau. Yderligere gør hybriddrivlinjen bilen mere brugbar ude i virkeligheden hvor man ikke har nær så meget rækkevidde-angst som i en ren elbil. Men hvor man stadigvæk skal have et meget specifikt kørselsmønster før at hybrid giver mening. For jeg fandt ud af at jeg gider ikke at stå vente i flere timer på at bilen lader op. Men vent !? Der er mere. For nedenunder kan du læse Martins alias andenpilotens test af EHSeren.

Men hvad med andenpiloten hvad er hans mening om dyret.

Hej og velkommen til min del af bloggen og det her er min første Pressebil som jeg ville gøre mit yderste og bedste som Anden pilot Redaktør at skrive en god test

Første indtryk er at der her faktisk er en flot kineser. Fremragende! Og godt design og gode former og kanter der ser rigtigt ud og ikke bare en gang sæk kartofler på hjul!

I forhold til Trækkræft og Hk det er for 150 benzin kræfter resten af de i alt 258 HK er el!

Bagagerum virker ikke helt optimalt i forhold til den op klappelige motor trækkræft dør nogle gange under op og nedgang!

Interiør syntetisk plastik fint og ikke så meget andet og sige om det rat normalt og virker med knapper til alt muligt nonsens og
headunit virker okay lidt langsomt i optrækket og ikke så galant og smart og flot men simpelt og enkelt og lige til for en gammel hø nisse der ikke kan styre selv en føntørrer

Adaptiv fartpilot virker imponerende og virker ret godt det med den bremser og gasser selv virker som det skal! Og gasser lige så stille og økonomisk op og ikke bare vildt og uhæmmet op! Og bremser også stille og roligt ned ved forankørende bil!

Fodgænger alarmtone
Lyder som en eller anden nødstedt flymo.

Pladsforholdende bagtil var overraskende gode der var masser af plads til både hoved og ben. Og modsat de andre ænsede jeg ikke den lidt tilbagelænet sæderyg.
Under stille kørsel kører teknikken ganske smidigt. Men under hurtig acceleration kunne gearkassen godt havde skiftet lidt hurtigere samtidig med at kickdown er lidt langsom i optrækket når man skal foretage en hurtig hastighedsændring.
Finishen og materialevalget har fået et lille hak opad i forhold til ZS. Det er faktisk ikke så værst hvis man spørger mig.
Desværre har de ikke brugt gearvælgeren fra ZS som føles bedre i hånden i forhold til dette billige og knirkende plastik joystick.

infotainment software og brugerflade er det samme som i ZSeren på godt og ondt. Det virker fint til husbehov men det bliver nemt overbebyrdet og fryser hvis man har flere funktioner kørende samtidigt.

Digital-cockpit giver interiøret et mere samtidigt udtryk men skiltegenkendelsen virker ikke forbavsende godt. Langt over halvdelen af de hastighedstavler den viste i displayet stemte ikke overens med det man så med egne øjne.
Ligesom med ZS køber man ikke EHS for designets skyld det er som jeg altid siger nogenlunde ligeså ophidsende som et billigt joggingsæt fra Lidl. Det er en af de biler der bare forsvinder i den monotome grå masse af crossovere.
Men noget at MGeren har som selv ikke milionklasse biler som Audi RS5 har er poleret afgangsrør som faktisk er fysisk fastgjort til bagpotterne modsat et stykke trim der dækker over et par tavlige potter. Altså med andre ord falske afgangsrør eller rørhaler.
Da denne bil kun tager imod det såkaldte CCS stik tager opladningerne en evighed før at driftbatteriet er opladt. Jeg endte i hvert tilfælde hurtigt med at holde op med at synes det var hyggeligt med at holde ufrivillig picnic bare fordi bilen skulle oplade.

Klassikertest Toyota Stout RK101.

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen til den første klassikertest i Upgear2s historie. Mange af jer nørder derude kender sikkert ikoniske Toyotaer såsom Supra Corrola AE86 Celica og Landcruiser. Men det er sikkert ikke alle der kender til Stout. Jeg kendte i hvert tilfælde ikke lige den model og jeg ville ellers betegne mig selv som en person der ved en masse om obskure biler som langt fra alle kender til. Men efter en hurtig Wikipedia konsultation var jeg klar til at gå til værks med denne sjældne klassiker. Men mange tak til Johansen automobiler for at vi måtte låne Stouten til dagens test du må endelig give deres webside et kig på linket nedenunder.

www.johansen-auto.dk

Proto Hilux.

At kalde Stout for en form for proto Hilux er faktisk ikke så langt ude efter min mening. Ligesom at man i de sidste mange år har haft Hilux som blev lavet i forskellige udgaver. Så udførte Stout en lignende rolle 15 til 20 år før at Hilux kom til. For at kridte banen op med noget modelhistorie kan jeg sige at Stouten havde sin spæde start i 1954 hvor den slet og ret gik under chassiskoden RK som kørte op til 1960 hvor at anden generation afløste som også er kendt under Chassiskoderne RK40 41 43 45 47 100. De mange forskellige modelbetegnelser referer til de forskellige motorstørelser og typer af forhjulsophæng. For eksempel er en RK40 kortere samtidig med at være udstyret med uafhængigt forhjulsophæng med skruefjedre imens at testbilen som er en RK101 er udstyret med stiv foraksel med langsgående bladfjedre og en 2 liters 5R motor. I 1979 kom tredje og sidste generation generation som gik under chassiskoderne RK110 111 og YK110 denne generation udmærkede sig med at have at have samme eksteriør design som lillebroren Hilux som blev lanceret første gang i 1968. RK110 blev produceret op til 1989 og siden da har Stout navnet ikke været brugt. Efter min research kan jeg med det samme sige at RK101 er min favorit hvis vi taler om udseende. Jeg kan rigtig godt lide det Amerikansk inspireret eksteriør design. Det ligner virkelig en Chevrolet Apache man har hevet op fra en 90 graders kogevask. Noget jeg også kan lide ved Stouten er dens mekaniske simplicitet. Jeg praler ofte med at min egen Pajero V20 er oldschool med en masse gammeldags konstruktioner. Men Stouten slår den med lethed når det kommer til gammel mekanik. Der er sågar visse løsninger der var oldnordiske allerede i 1978. Jeg er blandt andet sikker på at étkreds bremsesystem var godt og grundigt udfaset på nye biler i slut 70erne ligesom at den stive foraksel så småt var begyndt at forsvinde på lette ladbiler og varebiler hvilket står i skærende kontrast til personbilerne hvor at denne konstruktion var skrottet flere årtier forinden. Også som køreoplevelse er Stouten et vindue ind til en anden tid. En tid hvor varebiler og ladbiler ikke behøvede at køre som personbiler. Det bevirker også at Stouten også kører elendigt ikke kun hvis vi sammenligner den med moderne biler men også i forhold til andre veteranbiler. Den anden veteraner der gav nogenlunde samme køreoplevelse var VW T1 bussen jeg kørte til dobbelt test tilbage i 17. Den og Stouten føles begge mega langsomme med knoklet betjening af pedaler og gearstang. Men denne slags køreoplevelser er netop min yndlings af alle bilaktiviteter. Det der med at der er en stærk mekanisk forbindelse imellem bil og fører er noget jeg elsker modsat alle de nye biler hvor selv en Ford Transit er letkørt og støjsvag. Men efter at have kørt i nogle minutter synes jeg alligevel at betjeningen af RK101 er lidt mere smidig end hvad jeg husker T1eren for at værre. Ratgearet som har samme skiftemønster som H gear hvor det bare er tiltet med 90 grader skifter overraskende smidigt men stadigvæk med et mekanisk feel. Koblingen er også nem at dosere samtidig med at den har den rette vægt. Styretøj og bremser er til gengæld ikke så meget lige til for dem der ikke har kørt veteraner før. Styretøjet er selvfølgelig ikke assisteret så man må lægge lidt kræfter i. Og da tromlebremser hele vejen rundt og én enkelt bremsekreds hverken er det mest sportslige eller samtidige setup skal man køre mere forudsigende og værre mere grundig med sine bremsninger så man ikke blokere et eller flere hjul. Og selvom at dette eksemplar er udstyret med vakumforstærker kræver det stadigvæk et højere pedaltryk fra føreren for at bringe vognen til standsning. Men efter at have læst op på og kørt en Stout kan jeg sige at det er en bil som jeg er glad for at have kørt. Det er netop ikke en slæde man ser hver dag samtidig med at den ikke koster overdrevet meget at erhverve sig 85.000 for at værre mere præcis. Det er seriøst den slags veteranbiler jeg er vild med og at jeg godt ville eje. For jeg kan godt lide at man ikke behøver at betale ekstra for at få noget at ikke alle har.

Ville du læse om flere veteraner og youngtimere må du endelig give linksne nedenunder et kig.

5R motoren er den samme som for eksempel ligger i datidens Crown. Så det er faktisk mere nogle af smådetaljerne ude i motorrummet der vækkede min nysgerrighed og interesse. For eksempel har jeg ikke set særligt mange karburatorer med indspektionsvinduet på karburatorhuset og så er bremseforstærkeren heller ikke af den sædvanlige type som sidder imellem hovedcylinder og ildvæg.
Med en 0 til 100 tid der er stort set ikke eksisterende vinder Stouten ikke nogle dragraces. Men den er som mig og vennerne kalder det en sand hyggebil som giver veteran køreoplevelse for alle pengene.

Tre overrated biler og deres alternativer.

Skrevet den af stoerner666

Aaaahhhr fænomenet hvori en ting bliver så populær at den bliver overrated så folk springer ombord på hype-toget og derefter kører i al uendelighed imens at de kæfter op om hvor åhh så god den ting er. Bil og motorcykel hobbyen er selvfølgelig ikke skånet for hype-kulturens indtog. Især i denne tid hvor megen snak foregår på nettet hvor selv 12 årige børn kan gøre sig til fanboy af et bestemt mærke eller en bestemt model uden at de har kørt det bestemte køretøj. Der tænker jeg at det hele er ved at blive lidt fjollet. Selvfølgelig havde jeg som barn og ung masser af drømmebiler og biler jeg decideret var fan af. Men jeg tænkte aldrig at de var bedre end alle andre for jeg kunne sagtens lægge to og to sammen med at man ikke kan bedømme en bil man ikke har kørt. Og der tænke jeg at alle de små børn får noget galt i halsen. Det mest åbenlyse er jo at de ikke har fået deres kort endnu så de har ikke mulighed for at værre fører på noget endnu. Og derfor har de heller ikke mulighed for at opleve ejerskabet og alle de problemer det kan medføre sig. Men nu skal vi ikke kun give børnene skylden. For der er godt nok mange voksne der heller ikke kan finde ud af det. Der tænker jeg især på Hipstere og samfundstabere og med samfundstabere mener jeg decideret samfundstabere og visse youtubere som også er en form for samfundstabere eller rettere slanger i paradis da de ofte forpurrer en god stund. Men lad os starte med de elitære Hipstersvin som ikke behøver at værre hipster. De er den person der højrøvet kommer til én og holder et helaftens foredrag om hvorfor man ikke er unik nok fordi at man ikke har den og den bil eller tohjuler og at han har en milliard argumenter hvorfor man er dum grim og ignorant og en død fisk der flyder med strømmen og følger alle tidens trends. Fordi at man ikke lige kan forstå hypen eller pointen i at eje en 2CVer eller en E34er 5 serie eller hvad der ellers er af biler som Hipstere og elitære mennesker elsker at eje. Men det bringer os videre til de ægte levende samfundstabere. Og dem har jeg godt nok også været ude for mange gange bedst som jeg sidder og kigger videoer på youtube med en fed slæde som jeg er så vild med at jeg smider en positivt kommentar om at det er en mega cool bil som er meget federe end meget af det skrald der kører rundt ude på vejene. Så kommer der en idiot som næsten altid ingen indhold selv har på sin profil som næsten altid har helt blankt banner og profil-billede. Som sender en negativ kommentar afsted min vej. Nogle gange har kommentaren en kvalmende politisk korrekt undertone med at jeg er ond fordi at jeg siger min ærlige mening om Johnny Brians smadret ødelagte og hæslige Passat 3b. Men oftest er de fyldt med misundelighed had eller en anden underlig menneskelig følelse. Hvor internetkrigeren ofte udtrykker en form for afsky over for mig med at sige noget i retning af “Nøj hvor er du bare klog og sofistikeret bare fordi du kan lytte forskel på en V6 og en V12” ellers lyder det også i retning af det her “Hold da kæft din dumme hipster du tror du er bedre end mig ?!” en lignende kommentar havde jeg faktisk fået for noget tid siden. Så ja jeg kan også bryste mig af at værre blevet kaldt Hipster svin. Men lad os tale om youtuberne inden at vi går videre til punkterne på dagens liste. Jeg synes slet og ret at mange youtubere er kyniske og irriterende mennesker der ikke er til at holde ud at se på. De opstiller en facade om at alt er lykkeligt og man at bare skal have samme bil som dem så er man sej og alt det der. Men der begynder heldigvis også at komme internet-personligheder der ikke glorificere deres bilejerskab men derimod at vise bagsiden af medaljen. Men nu tror jeg også at jeg kedet jer nok med udenomssnak for lad os komme til listen.

Bil nr 1. Citroén 2cv versus visa 1.1.

Første bil på listen er én jeg aldrig har kunne forstå folks begejstring over. 2CVeren eller PoseVeren som jeg kalder den er efter min mening en tæskegrim undermotoriseret støjende og osende ting som åbenbart skal forestille at værre et automobil. Men nej helt ærligt har jeg aldrig kunne se det fede i studenter-Jaguaren. Selvfølgelig elsker jeg gamle biler og spartanske biler. Men når man ikke engang har en tankmåler i éns instrumentbord så bliver det simpelthen for fjollet. Og sidst men ikke mindst er betjeningen af en 2CVer mere oldnordisk end hvad det har ret til at værre. Og så kan det godt værre at alle de gamle narer erklærer krig mod mig med kommentarer om at jeg er ung og dum og at jeg bare skal komme i gang med at lære at køre med paraply-gear. Og til det siger jeg bare at jeg ikke gider at spilde flere timer af mit liv på at lære dobbelte udkoblinger og alle mulige andre forældede køretekniker man kun kommer til at bruge få gange om året. Så konklusionen lyder på at jeg aldrig kan overtales til at værre 2CV fan. Jeg kan simpelthen ikke se charmen og sexappealen at de underlige Hipster typer ser i denne bil.
Men Visaen giver til gengæld meget mere mening for mig. Det er virkelig den spirituelle afløser til 2CVeren. Den kan fucke over en pløjemark med 80 i timen med æg på passagersædet uden at et enkelt æg går tabt. Men modsat sin forgænger er Visaen nemmere at køre i moderne traffik da den går fra 0-100 på to timer og ikke 24 timer. Betjeningen er også lige til da man har normalt H gear og ikke det fjollede paraply-gear som 2cv hipsterne må nøjes med. Men en Visa er stadigvæk en befriende simpel bil så man stadigvæk kan stå i en lade med et begrænset arsenal af håndværktøj og skifte selvstarteren. Og så er der designet. Personligt synes jeg det er ganske iorden. Det er minimalistisk men stadigvæk ganske charmerende på en lidt Fransk facon. Det er et af de 80er designs som har ældes virkelig pænt.

Bil nr 2. E34 5 serie versus E39 5 serie.

Som bil nr 2 har vi alles yndlings overrated Russiske mafia bimmer. Mange elsker E34eren for dens oldschool design. Men personligt kan jeg ikke se det fede i designet det ser alt for bedaget ud. Og da E34 deler mange stumper med E28 som har et federe design og i dag er mere sjælden så giver det ikke mening for mig at elske denne bil.
Men til gengæld er E39 alt det at E34 ikke. Både eksteriør og interiør design er gudesmukt og totalt tidsløst. Og så var det en total hightech bil da den lige kom frem med tekniske løsninger såsom hjulophæng som primært er udført i aluminium og en række fantastiske motorer hvor især de 6 cylindrede benzinere spiller rigtig godt. Alt dette gør E34erens afløser bedre imens at man stadigvæk har følelsen af at køre oldschool bimmer. Det er i sandhed en herlig bil som jeg ønsker at flere nørder får øjnene op for.

bil nr 3. Vw Golf MKV GTI versus Honda civic FN2 type R.

Det sidste punkt på listen er heldigvis en smule mere positivt. Og ikke så ensrettet. For som jeg har givet udtryk for før så kan jeg rigtig godt lide MKV GTI det er efter min mening en af de bedste årgange af Golf GTI der er lavet. Så det er lidt af kærlighed at jeg giver den lidt kritik. Men jeg synes at Golf og ikke bare GTIerne bliver sat lidt op på en piedestal af Tysker elskende elitister med suverænitets-kompleks. Jeg føler lidt at MKVerens åbenlyse problemer med rust og sensorer som får instrumentbrættet til at lyse op som et juletræ. Lidt bliver overset fordi at Tyske biler bare stadigvæk er bedst. Faktum er at VW Golf er en ganske iorden Hatchback. Men der er andre biler som giver mere køreglæde og der er også biler som er mere driftsikre og som er nemmere og billigere at holde kørende.
Og en af disse er ottende generation af Civic også kendt som FN2. Selv den standard Danskermodel er en mere køreglad bil end hvad en kedelig og træls Golf nogensinde bliver. Og så er der designet. Se den lige. I forhold til Golf MKV ligner FN2eren et rumskib der lige er landet efter at have rejst med warp speed fra Alpha Centauri. Den ser bare pivfræk ud og så har den så meget karisma og fede smådetaljer at jeg ville være så vovet at kåre den som et af de bedste designs jeg har set på en hatchback længe. Og hvis man vælger type R udgaven får man en rigtig skriger af en K20 motor som efter min mening er en sand perle indenfor 4 cylindres rækkemotorer. I sandhed er det her bare en fantastisk slæde uanset om det er standard eller performance varianten man vælger. Den gør alt det at Golfen gør bare bedre. Men ifølge nogle skal der bare stå made in Germany på et tåbeligt sticker så er alt andet pisse ligegyldigt.

Scootertest Aprillia SR50.

Skrevet den af stoerner666

Hej og velkommen tilbage til den første motortest i Upgear2s historie. Det her er også lidt deja vu da den første test på den gamle blog også var af den mere tohjulet slags. Så jeg tænkte at bare for symbolikkens skyld at jeg kunne skrive om min vens nye brugte hverdagsged. Men vi må hellere også komme til testen. I mange af de andre scootertests har jeg givet udtryk for at totakt bare er vejen frem når man kører scooter eller ged som vi kalder det. 4 taktere har selvfølgelig deres berettigelse i visse applikationer. Men på en lille urban tohjuler er to arbejdstakter rigeligt. Når jeg hoppede op på ryggen af Aprilliaen var alt ved det gamle med at man skulle vride lidt i rullen for at prime dyret inden start. Maskinen springer igang med en tilfredsstillende bræen hvorpå at falde mere til ro når man opnår driftstemperatur. Men det er herligt at køre totakter jeg har altid elsket omdrejningsvilligheden kraftudvikling og lyden at en totakter besidder. Og i den henseende er dagens testmaskine ingen undtagelse. Den skal have en smule at leve af men når man har bygget lidt omdrejninger på trækker den smidigt. Den føles ikke kvalt eller forstoppet som andre jeg har kørt. Angående køreegenskaber er det her også en ganske regulær vejged. Kørekomforten lider lidt under den hårdere affjedring. Men den føles heller ikke så stabil som en Honda Vision som står på større fælge end hvad de fleste scootere gør. Alt i alt er SR50 en ganske velkørende maskine. Men den er også en ganske praktisk maskine udover en regulær hjelmboks under sadlen har dette eksemplar også en original Aprillia topboks så aflæggningsplads er der rimelig meget af. Det eneste man virkelig kan sætte en finger ved dagens testmaskine var at man ikke havde skivebremse på bagakslen som på Ditech versionen men derimod en oldnordisk mekanisk aktiveret tromlebremse. Det ødelægger lidt det visuelle indtryk. Det hører efter min mening kun hjemme på en billig T hansen knallert og ikke på en mere “highend” maskine som SR50eren. Men det her er stadigvæk en ganske iorden hverdagsged.

Hvis du ville se flere motortests af den tohjulede gede-slags kan du give linksne et kig nedenunder.

da det her ikke er Ditech udgaven manglede man både elektrisk benzinindsprøjtning og skivebremse på bagakslen. Men det ændrer ikke på at det stadigvæk er en særdeles velkørende maskine.

Rant : hvorfor gamle biler bare er totalt konge.

Skrevet den af stoerner666

Når folk spørger om jeg synes at det er sjovest at spurte derudaf i en helt ny Tesla eller at powerslide i en Gammel Volvo 240 serie. Så ville jeg til manges overraskelse sige at 240eren giver mest køreglæde i længden. For jeg synes oprigtigt at gamle biler er guds gave til bilfolket og her taler vi ikke kun om veteranbiler men især om de biler som de fleste folk er ligeglade med. Jeg har i mange år været af den overbevisning at man kan have det ligeså sjovt i en bil til 20.000 som i en til 20 millioner.

Markræser eller hverdagsged du bestemmer.

Noget af det at jeg elsker de gamle biler for er jo at de er gamle. De første 4 ejere har jo taget alt værditab der var. Og så er der jo brugsspor og andet slid. Så man skal ikke værre så øm over den. Og da de fleste stumper også kan skaffes ved den lokale hugger så er det noget der bare skal udnyttes hvis man som mig har hænderne skruet godt på. Hvis vi kort går tilbage til det med værditab så gør det også at man også kan få meget kane for pengene. Uden at overdrive for meget kan jeg sige at jeg har levet stort på gamle Mercedes C og E klasser Mitsubishi pajero Volvo 240 serie og BMW 5 serie. Men baghjulstræk er ikke en betingelse for at have det sjovt i en gammel spand for eksempel kan en gammel Corolla E110 eller Citroen Visa også noget. Jeg kan især lide de to biler for deres ærlighed og simplicitet. Og så giver de begge to lidt gokart agtige køreegenskaber hvilket også har sin charme.

Ikke alle skrammelkasser er skabt lige.

Selvom at gamle slæder er lige sagen for mig er der også modeller jeg ikke kunne være mere ligeglad med. Biler som Nissan Primera Fiat Multipla Hyundai Accent og Volkswagen Golf har jeg været skide ligeglad med fra da de var nye og jeg er skide ligeglad med dem her 20 25 år efter. Jeg har sågar en sjov anekdote fra i vinters hvor en bekendt købte en gammel slidt grim og pisseligegyldig Megane liftback i håb om at den blev et samlerobjekt. Hvor jeg så måtte skuffe vedkommende med at sige at folk altid har været ligeglad med den slags biler både da de var nye og nu da de er 20 år gamle. Selv i forhold til andre gamle ligegyldig og billige biler sætter en megane altså ikke lige min verden i brand. Jeg tænker at selvom man er fattig så kan man godt have en hvis standard. Så hvis samme person kom anstigende med en Mercedes W210 eller endnu bedre en W140 så havde sagen været en helt anden da den slags biler slår næsten alle nye biler. Men indtil at vi får en eller anden sindsyg lorte afgift der gør det alt alt for dyrt at køre i de store gamle biler så er de gamle slæder stadigvæk totalt konge i min verden.

4x4ere er nogle af de sjoveste gamle biler man kan få for menneske-penge. Her er min frontera som blev pimpet op i mad Max tema.
Men generalt er store gamle baghjulstrækkere bare konge i min optik ligemeget prislejet. 520i er i hvert tilfælde den fedeste hverdagsged jeg har ejet længe.
Nu hvor jeg har ejet og kørt begge har jeg i nogle år joket med at 244eren er en gammel biplan fra første verdenskrig og at bimmeren er en learjet. Men jeg er stadigvæk taknemlig over at kunne havde kaldt mig 240 ejer for det er en charmerende og lige til bil som har et stort potentiale lige meget om man ville bygge den om til en driftbil en dragster eller noget helt tredje.
Der er altid en undtagelse til reglen. For en gammel visa føles let til tås når man tager en tur igennem de snogede landeveje. Og så oser den af Fransk finurlighed samtidig med at den er nem at skrue i.

Hvornår er man rigtig bilnørd.

Skrevet den af stoerner666

Det spørgsmål stiller jeg ofte mig selv. For selvom at jeg har været i hobbyen så langt tilbage jeg kan huske og at jeg har kørt flere hundred forskellige biler lastbiler traktorer scootere og andre køretøjer til bloggen inden jeg har nået de 30 år. Og at jeg har ejet dusinvis af biler knallerter scootere og crossmaskiner siden jeg var gammel nok til at vride et gashåndtag. Der har jeg mange gange været i tvivl. De fleste gange kommer tvivlen indefra men mange gange kommer den også udefra. Hvad enten man får noget at vide face to face eller fra midierne eller samfundet. Men den største grund til at jeg skriver dette indlæg er at jeg føler at usikkerhed og lavt selvværd blandt os mænd ikke bliver diskuteret nok ude samfundet og at det bliver set lidt et som svaghedstegn. For jeg føler oprigtig at det er hårdt både som mand og som bilnørd at leve op til de idealer at midierne og samfundet stiller foran én. Men lad os gå igennem punkterne det kan værre at I genkender noget af det.

Ikke en rigtig mand ?. Bered dig på den visse død.

Man har i mange år vidst at det modsatte køn har haft det hårdt med alle de underlige skønhedsidealer men det er ikke kun kvinderne der lider på den konto. Jeg synes personligt at os mænd også har skulle stå model til alle mulige idealer og standarder. Nå så du har ikke kæmpe overarme efter at have pumpet jern 5 timer om dagen. Nå syndt for dig din slapsvans. Se min nye AMG Mercedes sådan en bil kunne du også havde fået dig hvis du mandede dig op læste mere så du kunne havde fået den rigtige uddannelse for der er ingen der gider at date nogen i en Fiat Punto. De ovenstående kommentarer er overdrevne karikaturer på det billede af manddom at jeg synes vi har her vesten. Men det værste er at os mænd ikke kun bliver “jagtet” af andre af samme køn men også i stor grad af kvinderne som har et sæt helt andre idealer med blandt andet at deres udkårende skal være prinsen på den hvide hest der er disponibel 24 timer i døgnet 365 dage om året. Så facit er at jeg synes at det kan være rigtig hårdt at være mand og at det er endnu hårdere når vi lever i en tidsalder der fremmer en sygelig præstationskultur.

Ægte falsk nørd.

Nu er vi endelig nået til noget der har med dagens emne at gøre og den her er rigtig hård. for noget af det jeg og mange andre ligesindet har sloges med for altid er at blive respekteret som de nørder eller entusiaster vi er. Det har efterhånden sket for mig en del gange at folk har betvivlet min status og titel som bilnørd. Mange gange er det påklædningen og mængden af viden at folk har brugt som kasteskyts til at benægte min status som entusiast. For man må åbenbart ikke være goth som bilnørd og så skal man vide absolut fucking alt om alle mulige ligegyldige bilmodeller og detaljer. Men selv når man endelig har fået skaffet sig sin første bil kan man ikke vide sig sikker. For selv der kommer elitisterne væltende ud af skabet. En dag jeg var ude og køre til bloggen for nogle år siden kommenteret ham sælgeren jeg skulle mødes hvorfor jeg ikke skiftede 406eren ud med noget der var mere rapt og entusiast-agtigt hvor jeg så pr automatik gav ham ret. Men realiteten var at jeg faktisk elskede min 406er på godt og ondt jeg synes at det var en fantastisk langturs bil med et tidsløst design. Men det værste er at min jagt på at blive anerkendt som en rigtig bilnørd også har haft indflydelse på hvilken slags biler der bliver kørt til bloggen. For jeg har fået den overbevisning om at det er lidt andenrangs at køre alle de Amerikanerbiler så jeg måtte gøre ligesom vores konkurrenter  fra bilmagasinet og køre en masse Europæiske specialbiler helst superbiler og andre i den kaliber. For ellers føler jeg ikke at min blog er noget særligt.

Større stærkere og hurtigere.

I næsten alle hobbyer foregår der det man af mangel på bedre ord ville kalde one-uppping. Altså en tendens til at folk ville overgå hinanden. Og der ville jeg blankt indrømme at jeg er slave til one-upping. Bare hvis vi tager fat i kørsler til bloggen igen så diktere hvad de andre magasiner gør en overraskende stor grad af hvad der kommer motortests på. Selvfølgelig er der biler jeg har drømt at køre hele livet hvor det var drivkraften til at få dem på bloggen. Men især i nyere tid har de andre bilmagasiner dikteret hvad jeg skulle køre. For hvis bilmagasinet kørte en Audi R8 til brugttest så skulle jeg selvfølgelig også køre en R8er før at jeg følte at min blog var værd at læse. Og det ræs er rigtig hårdt i længden at deltage i. For det koster mig meget tid både at opsøge og køre i en R8er og da det er en bil der har 4 til 500 heste og en tophastighed på omkring 300 i timen kan man bare ikke udnytte alle hestene og have den samme mængde sjov som i en langsommere bil. Men på den anden side synes jeg også at R8eren var en mega fed bil den var fantastisk at køre i og fantastisk at se på og når man først har haft mulighed for at teste den slags biler kan man ikke få det vildt nok. Selv hvis vi taler privatbiler har jeg stadigvæk en hvis trang til at overgå mig selv. Dem der kender mig ved jo at min første slæde var en gammel Corrola E110 det var en bil jeg var vildt glad for og som gav mange tusind kilometers problemfri kørsel. Men samtidigt gik der ikke mange måneder før at jeg synes E110eren var utilstrækkelig så den bliv til sidst udskiftet med en 406 SR som både fysisk og motormæssigt var en større bil. Men så blev jeg mega træt af at køre med forhjulstræk. Så en Mercedes W202 C250 blev tilføjet den voksende liste af biler mit ejerskab. Den bil havde jeg også et godt forhold til. Selvom at den kun skulle bruges til markræs blev den passet ligeså godt på som hverdagsbilen med vask støvsugning og vedligeholdelse. Men hvis spoler tiden frem til i dag så bliver jeg ligeså hurtig træt af mine biler. For jeg er i fuld gang med at lede efter Pajero MKII som skal værre aflyser til 520ieren. Men al den overgåen hinanden er vel forbandelsen ved at være bilnørd.

De rigtige kvalifikationer.

En anden mur jeg ofte støder på i mit liv som bilentusiast er at man skal have de rigtige kvalifikationer. jeg føler ofte at man skal have arbejde og især uddannelse indenfor autobranchen før at man er rigtig nørd. Tanken bag denne holdning er at hvis man elsker sin hobby så meget at man er villig til at sidde på skolebænken i flere år for at kunne arbejde med den så er man simpelthen nørden over alle nørder. Men på den anden side er der også mange der siger til mig at bare man har passionen for ens hobby så er man entusiast. Det er også derfor at rollen som portvogter er svær. Man ville gerne sikre sig at alle de falske personligheder får forment adgang men samtidig at holde det åbent nok så det appellere til en så bred skare så muligt. Men det sværeste er når man selv betvivler om man er rigtig entusiast på det pågældende felt og det er lige meget om det er biler skydevåben eller frimærker. Men jeg håber også at I nød dette første indlæg på det nye website fortsat god dag folkens.