Hej og velkommen til en kort rant hvor at jeg ville afløre en for mig meget stor og vigtig ting. Men det kommer også nu her. I har sikkert hørt at i det seneste halvandet år at jeg har snakket om at jeg har været med i det hemmelige projekt eller at jeg har fået mulighed for at gøre noget med det hemmelige projekt. Forståeligt nok er der nogle at der undrer sig over hvad dette hemmelige projekt er. Er det noget med spionage eller en tidsmaskine. Nej dog ikke men personligt synes jeg at det er næsten ligeså spændende. Men jeg har simpelthen været medvirkende på en filmproduktion og ikke kun medvirkende men også bilteknisk konsulent. I må endelig give videoen nedenunder et kig bagefter der går jeg en smule mere i dybden over hvad det er for en genre og hvordan at jeg faktisk endte med blive medvirkende. Men kan allerede sige nu at det er en dokumentar der både kommer til at blive forevist i udvalgte biografer og senere hen på TV i to dele. Men det forklarer bare så mange ting. Ja blandt hvorfor at jeg har kørt rundt i en omkørende reklamesøjle af en bil og hvorfor at jeg har rejst så meget de sidste par år. Men håber også at dette kunne bruges og forhåbenligt gjort jer endnu mere spændt på det hele. Jeg regner i hvert tilfælde stærkt med at der kommer indhold på min youtube med vlogs og så videre med gallapræmiere samt andre efter-produktions arrangementer. Men indtil da må I holde jer muntert og så ses vi næste gang. Fortsat god dag.
Nu er vi her endelig. Og som nævnt før kan jeg simpelthen ikke fatte at jeg har gidet det her i 10 år. Men jeg ville bare sige tak for alt til jer der har ville hjælpe med at være codriver på denne færd. Her på 10 års dagen kan jeg glædeligt sige at Jubilæums-albummerne officielt er sat til salg. Hvor at I bare skal skrive en sms til mit nummer 30621529 eller smide mig en pb på upgears facebookside hvis I er interesseret. Og så må I endelig gerne smide en kommentar på hvad den bedste biltest eller artikel var de forgangene 10 år. Og vigtigst af alt hvad vi kan gøre for at give jer endnu bedre indhold ris og ros og konstruktiv kritik er mere end velkommen. Men jeg har også planner for eftertiden. For som I sikkert har læst andre steder har jeg erklæret 19 oktober i år til 19 oktober næste år jubilæums år hvor at vi skal køre nogle af de bilmodeller at vi kørte i den første sæson for at se om det stadigvæk holder eller om det bare er en død rotte. Hvor at du allerede kan læse et par af dem hvis det var noget der lyder spændende. Men Tænker også at det var det for jeg har en fest at jeg skal ind og passe. Jeg glemte næsten også at sige at vi jo skal fejre 10 års dag for bloggenes facebookside. Men vi ses jo vel nok snart. Hvis ikke om 10 år igen så i det mindste til næste motortest.
Links til de første to afsnit af tilbageblik nedenunder til jer der interesseret i dette.
Uanset om det er til søs til lands på store eller små hjul. 2 4 6 eller 8 hjul eller sågar larvefødder. Så har vi altid været på pletten til at dække historien om det.
Hej og velkommen til endnu en rant. Jeg siger ofte at jeg har en meget bred smag. Men jeg siger også at jeg er kæmpe Japaner fan og med det mener jeg selvfølgelig ikke din mors Corolla Verso men derimod sportsvogne af den Japanske slags. For eksempel har en Lamborghini aldrig virkelig vækket mine følelser. Men derimod har Lexus LFA altid fået mig op i det røde felt. Lige meget hvad folk siger om den ændrer det ikke på at jeg gerne ville betale store summer for at prøvekøre én. Jeg har altid synes at det er så fed en bil lige siden at jeg googlede den tilbage i 2009. Men også sådan noget som NSX af den første generation drømmer jeg ofte om. Jeg synes stadigvæk at det er en af de bedst lydende V6erer i bilhistorien. Især med individuelle spjæld titanium-udstødning og skarpere knastaksler har den bare så sexet og eksotisk en lyd. Også selvom at jeg har efterhånden har kørt alt fra Ferrari til Rolls Royce står Japanerbilerne stadigvæk efter min personlige mening som nogle af mine største bedrifter i forhold til arbejde med bloggen. Selv hvis de ikke levede op til forventningerne så er jeg bare så glad for at have haft mulighed for at køre dem. Og selvom at hypekulturen virkelig har ødelagt biler og i særdeleshed JDM biler for mig. Så er det altså noget betagende ved at se disse ildspyende ståldrager i levende live.
Generation JDM.
Ligesom de fleste andre fik jeg polstret min bilkærlighed igennem populærkulturen. Og da jeg aldrig har været den store filmnørd var det videospillene der gav det ekstra motor fix. Især det faktum at man kunne køre éns drømmebil i den virtuelle verden gav virkelig fantasien vinger. Og da hele import tuner manien skyllede ind ved årtusindskiftet. Tydede jeg ligesom mange andre til spillene for at lære om denne subkultur. Især titler som Gran Tourismo og need for speed underground blev nærmest slidt op. Jeg lærte så mange imponerende modeller at kende. Jeg lærte også mange nye filosofier indenfor bilkonstruktion at kende. Selv nu til dags dato synes jeg at det er interessant at japanerne brugte højteknologi i stedet ren råstyrke for at opnå de ønsket præstationer. Men jo senere hen blev min JDM fascination fodret yderligere med at se klip på youtube. Et af de første klip jeg så var netop fra et dragrace et sted i Nevada i USA hvor at en A80er Supra gik op imod alt fra Corvette Z06 til Lamborghini Murcielago. Dette klip cementerede JZA80eren som en total badass bil hvor at jeg selv i dag synes at en velbygget 2JZGTE med en kæmpe singleturbo er én af de ondest lydende motorer at man kan opstøve. Men jeg kan tydeligt også huske en video med en R33er der kørte mod en Suzuki GSX1300R altså en Hayabusa. Bare det med at man så verdens hurtigste gademotorcykel kører hjul mod hjul sammen med én af tidens vildeste tunerbiler gjorde bare så stort indtryk på 14 årig mig. Bare lyden at R33eren udstedte fik mig bare til at værre helt hooked. Det var et arrigt vræl at jeg plejer at beskrive som krydsning imellem en BMW på coke og en lavtgående F16 jæger. Ja bare når vi taler om Skylines fantaserer jeg stadigvæk til tider om at ridde mod solnedgangen på en blanksort R34 GTR med deathstars blæsende ud af højtalerne. Men selv en bredbygget R33er med de store kasseskærme som på LM udgaven ville værre så fed at futte rundt i. Men det behøver ikke en gang at værre en Nissan ja det behøver ikke en gang at værre en sportsvogn. For en Pajero evolution står også meget højt på min øsnkeseddel den sætter sport tilbage i sport utility og så sætter den efter min mening mange performance SUVere til skamme når man tager efter udseende og sjældenhed. Og det er netop det med sjældenhed og mangfoldighed at jeg synes at der var så fedt ved JDM bilerne. Og så synes jeg at de alle sammen havde deres egen identitet. Og det gør netop at jeg altid har været uforstående overfor de gamle nisser der siger at Japanske biler har ingen sjæl og at alle biler efter 90erne ligner hinanden.
2cv eller Skyline hypen er den samme ?!.
Under et interview til et tophemmeligt projekt blev jeg spurgt om hvorfor at jeg er så stor skyline fan men at jeg ikke synes godt om en 2cver. Nu hvor at begge biler er meget elsket nærmest overvurderet. Og til det svarede jeg at det var en rigtig god observation. Og at det er rigtigt og at det egentligt er underligt. Men jeg tror at det har virkelig noget med personlig smag at gøre men jeg tror også at nostalgien spiller rigtig meget ind. Den eller de første biler at der virkelig gør indtryk på én ender ofte med at blive til éns drømmebil. Og for mig er R34 GTReren en ufattelig cool bil. Det er den ultimative jetjæger muskelbilraket af en sportsbil der har et interiør der er lige dele animé-rumskib og Nissan Primera. Det er også én af de få biler der kan få mig til at stoppe og tænke (oh fuck man der har vi den og fuck hvor er den fed). Så selvom at den og de andre Japanerbiler er stærkt overvurderet er det bare så specielt for mig at se eksemplar i levende live. Og jeg tør vædde med at hvis 2CVeren var min drømmebil ville den fremprovokere samme reaktion i mig.
Der gik sku internet og ikke rotte i det.
I forlængelse af ovenstående punkt var en anden grund til at jeg blev så stor japaner fan at disse biler havde en aura af mystik over sig. Forstået med at især før instagram kendte mange ikke til dem. Og der var det ofte kun os entusiaster der kendte til disse biler tuningspotentiale. Alle kendte selvfølgelig Porsche Lamborghini Corvette og så videre. Men det var ikke alle der kendte en Mitsubishi GTO eller en Subaru SVX. Det står i skærende kontrast til i dag hvor at alle deres onkel hund og robotstøvsuger kender til JDM. Det er idag ligeså sejt at kunne lide japanerbiler som superbiler. Jeg står så meget ind for at brede kendskabet og kærligheden til det obskure ud til så mange som overhovedet muligt. Men jeg synes at grænsen for længst er overskredet. Det kan godt værre at jeg lyder som en utilfreds hipster der har set sit yndlingsband bliver mainstream. Men jeg synes helt ærligt at sociale medier har ødelagt biler for mig og i særdeleshed japansk performance for mig. I sådan en grad at jeg nogle gange tænker “ad endnu en RX7er !!?? skal jeg klappe dig én instagram hvis du viser mig én mere” jeg får lidt den følelse af at stå tilbage på perronen imens at alle andre får deres drømmebil. Og så er jeg bare så træt af at alle kan værre bilentusiast eller JDM fan bare ved at sige at deres yndlingsbil er en Æ Ø eller Å. Ja hurra tillykke det er babys første bilentusiasme. Men også det med at Japanerbilerne kunne laves til superbils-krigere for det halve af hvad en superbil kostede er også irrelevant nu. Da de fleste i dag sælges for svimlende summer. Underdog effekten var netop en stor tiltrækningskræft ved disse biler efter min mening. Ikke at jeg nogensinde har haft muligheden for at købe en af JDM ikonerne. Men nu føles det bare ligegyldig når markedet diktere at man skal betale overpris for en 30 år gammel Nissan eller Toyota. Så kan man ligeså godt fantasere om at man køber Ferrari for Ferrari-penge og ikke Nissan for Ferrari-penge. For det er ligeså urealistisk og så ville jeg hellere have en sand prestigebil når man betaler så mange penge for den.
Synet af en enhjørning.
Hver gang at jeg er helt brændt ud på grund af instagram bilkultur. Så minder jeg mig selv hvor vildt det var at se én sidst eller endnu bedre at køre ´´en. Bare sådan noget som en W140 S klasse som også er en bil at instagram lidt har ødelagt for mig med at spamme min væg med posts angående denne model. Får mig stadigvæk til at lyse op når jeg ser én med egne øjne. Det er som at se en kampvogn komme kørende i forhold til moderne Mercedeser. Og i forhold til en lille sedan eller microbil ser den nærmest forhistorisk eller middelalderlig ud. Ergo at det er så imponerende en bil at se i relation til andre biler. Så da jeg for omkring 3 år siden så en ægte R34 GTR var det som at se enhjørning eller nærmere en Orientalsk drage der havde sat sine ben på Shell stationen i Svendborg. De sjældne biler ser man jo aldrig i virkeligheden så man kunne ligeså godt havde set et fabeldyr. Og det er netop det at der er den ultimative styrke ved drømmebiler de kan virkelig motivere folk og give håb for fremtiden og energi til at holde drømmen i live. Og så er det vel også en form for idoldyrkelse at have en drømmebil. Når jeg tænker på at mine drømmebiler medvirkede i alle de tegneserier at jeg tegnede som yngre. Så kan det vel lidt sidestilles med at have en yndlingskarakter musiker influencer eller lignende.
Hvis du ville læse mine tests på Japanerbiler må du endelig give linksne et kig.
Hej og velkommen til endnu en rant. forleden læste jeg dette indlæg over på heartbeats. Og siden da har jeg tænkt om man ville kunne lave en automobil pendant til dette indlæg. Og ja det kunne man for her er det. For ligesom med alt andet er bilkulturen fyldt med alskens udtryk og slang. Meget af det er meget brugbart såsom tekniske termer og fagudtryk. Men der er virkelig også meget skrammel som er så tåkrummende at høre på i mine øre. Og så er der bare kommet så mange Engelske ord til som har en udmærket Dansk substitut der burde bruges i stedet. Men i sidste ende er jeg bare endnu en idiot på nettet der ytrer min personlige mening. Så I må mere end gerne bruge nedenstående som det behager jer. jeg skal ikke gøre mig til sproghipster over hvad der er god smag. Denne liste er bare min helt ærlige og personlige mening. Men lad os komme til løjerne.
Den er sprød eller ser sprød ud.
I det første punkt er jeg ikke en skid bedre selv. Jeg bruger selv vendinger så som at den ser sku meget ged ud eller at den er helt igennem kokendt. Men det at omtale køretøjet som værende sprødt har altid skåret mig i ørene som når nogen voldtager en violin i forsøget på at lyde som om at de mestrer instrumentet. Det lyder bare ikke godt i min bog. Jeg er helt med på sprøde vafler eller sprøde flutes men sprøde biler og motorcykler det er no go.
Den er sindssyg eller hidsig.
Idéen med at antropomorfisere biler og andre køretøjer er noget at jeg er helt igennem skyldig i. Jeg gør det ofte selv både bevidst og ubevidst. Selv mine egne biler har jeg tilskrevet forskellige “personligheder” udefra deres fysiske udseende eller køreegenskaber. Så hagen er ikke det med at tilegne bilen en personlighed men mere de ord man bruger til at gøre det med. Jeg hader at en højtydende bil kun kan beskrives med at “den er bare så sindssyg og hjernedød” eller “den er godt nok hidsig” og det er altid den samme gruppe af motorjournalister og Vloggere der bruger disse udtryk. Udvid dog jeres ordforråd for disse to udtryk blev meget hurtigt meget gamle at høre på.
Hvorfor skal den altid værre en hende.
Hvis vi bliver lidt i det med at tilegne køretøjer menneskelige træk og følelser. Så er noget der altid har naget mig er den der tradition med at den altid skal have et kvindenavn. Og når folk også siger at man ikke er rigtig bil-entusiast bare fordi at jeg ikke navngiver min bil et kvindenavn. Tænker jeg at jeg elsker min bil eller tohjuler ligeså højt som alle andre entusiaster uanset om jeg omtaler den som en hende en han en den eller som intetkøn. Det er en spøjs tradition som vi åbenbart har har taget fra det Maritime. Men hallo vi lever altså ikke i 1571 længere og nej din rustne lortespand af en Golf MKIV er ikke en Karak navngivet Pinta.
Den er altså lidt tørstig.
Brian blader balle slang for en bil der er lidt uøkonomisk at køre i. Altså at den ikke går langt på literen. Det er bare død irriterende at høre på.
Landkreuzer istedet for landcruiser.
Det heder en landcruiser for helvede !!. Er du fucking blind det står ligesom på emblemet.
Paddleshifters.
visse journalist youtuber typer er åbenbart ude af stand til at sige skiftepadler i en Dansksproget video.
Det er godt vogntøj.
Her er en dum Brian smart bemærkning som driver mig til absolut vanvid. Det bruges åbenbart som kompliment om éns bil men for mig ligger det nogenlunde ligeså godt i munden som når man kommer til at kværne en halv karton sur kernemælk.
One pedal drive.
Denne Anglofile satan er rettet mod jer elbils-entusiaster. Hvorfor kan man ikke bare sige at man kører énpedals-kørsel eller at man kører energibesparende.
Amerikanerdryn og Dollargrin.
Irriterende gammelkone udtryk der dækker over biler af især Nordamerikansk herkomst.
Kebab-Taunus.
Som forhenværende BMW ejer har jeg et særligt had til dette udtryk. Det er efter min mening det retoriske svar på en voldtægt. Det er både småracistisk og nedladende på én og samme tid. Fordi at man insinuere at alle der kører bimmer er kriminelle samfundstabere der arbejder i Far muhammeds pizzaria hvor at de bruger hele aften på at lave kebab til en 50er stykket. Men også det med at man sætter lighedstegn imellem en bimmer (én af de mest velkørende og yndefulde biler at man har kunne få igennem tiderne) og en Ford Taunus (i min mening en rigtig arbejderklasse rustbunke der i de senere modeller er ligeså smart at se på som et gammelt svedbånd fra 80erne) er noget at jeg ikke er vild med.
Rolla.
Hvorfor skal alle kalde deres Corolla for Rolla. Det er nogenlunde ligeså spændende og anderledes som at køre rundt med en sok i indsugningen. Men så føles det nogenlunde som at køre Corolla når jeg lige tænker over det.
Powerfull i stedet for kraftfuld.
Det her er ikke et bilslang. Men det er stadigvæk mega irriterende at høre på. Så når en voksen mand snakker Dansk hvor at han lige pludselig siger powerfull i stedet for kraftfuld fremprovokerer det en reaktion i mig der svarer til et karatespark i løgene eller at der er en der bogstaveligtalt stikker en kæp i ens forhjul så man bliver slynget udover styret hvorefter at cyklen kommer jernende ned over én.
Brede sutter.
Det er åbenbart en måde at kommentere bredden af bilens hjul på og har ikke noget med ægte levende sutter til babyer at gøre.
JDM.
Det er igen ikke ordet der nager mig men mere måden at det bliver misbrugt på. Nogle bruger JDM på alle biler af et Japansk fabrikat imens at andre bruger det om en bestemt stilart at man ombygger dem i. Men JDM er altså en forkortelse for Japanese Domestic Market. Og det betyder Japansk hjemmemarked. Så en bil kan altså kun værre JDM hvis den er produceret i Japan til Japansk specifikation så den derfor kun kan sælges i Japan. Så nej sådan noget som en Toyota Tundra eller en Nissan Primera er ikke JDM.
Japser.
et smådumt slang for Japanerbil der er nogenlunde ligeså åndet at høre på som Kanerbil.
Ungdomsbil.
Onkelklog Politibetjent øgenavn for en brianbil som har den samme energi som en skrivebords-general der er syg og mæt af dage.
Dræber.
Hvorfor skal alt værre den nye Tesla dræber eller den nye M5 dræber. Hvorfor kan alle biler ikke bare sameksistere på den samme klode hvor at vi beundre dem alle for deres styrker og svagheder.
Jeg tænker også at det var det. Hvis I har andre tåkrummende forslag må I endelig smide en kommentar.
Hvis du har misset det så ville jeg bare sige at trabantfreak3 nu er online over på Odysee. Giv os endelig et kig. Vi træder ind i en ny spændende æra hvor der kommer masser af det samme sjov og en masse nye ting.
Når folk spørger om jeg synes at det er sjovest at spurte derudaf i en helt ny Tesla eller at powerslide i en Gammel Volvo 240 serie. Så ville jeg til manges overraskelse sige at 240eren giver mest køreglæde i længden. For jeg synes oprigtigt at gamle biler er guds gave til bilfolket og her taler vi ikke kun om veteranbiler men især om de biler som de fleste folk er ligeglade med. Jeg har i mange år været af den overbevisning at man kan have det ligeså sjovt i en bil til 20.000 som i en til 20 millioner.
Markræser eller hverdagsged du bestemmer.
Noget af det at jeg elsker de gamle biler for er jo at de er gamle. De første 4 ejere har jo taget alt værditab der var. Og så er der jo brugsspor og andet slid. Så man skal ikke værre så øm over den. Og da de fleste stumper også kan skaffes ved den lokale hugger så er det noget der bare skal udnyttes hvis man som mig har hænderne skruet godt på. Hvis vi kort går tilbage til det med værditab så gør det også at man også kan få meget kane for pengene. Uden at overdrive for meget kan jeg sige at jeg har levet stort på gamle Mercedes C og E klasser Mitsubishi pajero Volvo 240 serie og BMW 5 serie. Men baghjulstræk er ikke en betingelse for at have det sjovt i en gammel spand for eksempel kan en gammel Corolla E110 eller Citroen Visa også noget. Jeg kan især lide de to biler for deres ærlighed og simplicitet. Og så giver de begge to lidt gokart agtige køreegenskaber hvilket også har sin charme.
Ikke alle skrammelkasser er skabt lige.
Selvom at gamle slæder er lige sagen for mig er der også modeller jeg ikke kunne være mere ligeglad med. Biler som Nissan Primera Fiat Multipla Hyundai Accent og Volkswagen Golf har jeg været skide ligeglad med fra da de var nye og jeg er skide ligeglad med dem her 20 25 år efter. Jeg har sågar en sjov anekdote fra i vinters hvor en bekendt købte en gammel slidt grim og pisseligegyldig Megane liftback i håb om at den blev et samlerobjekt. Hvor jeg så måtte skuffe vedkommende med at sige at folk altid har været ligeglad med den slags biler både da de var nye og nu da de er 20 år gamle. Selv i forhold til andre gamle ligegyldig og billige biler sætter en megane altså ikke lige min verden i brand. Jeg tænker at selvom man er fattig så kan man godt have en hvis standard. Så hvis samme person kom anstigende med en Mercedes W210 eller endnu bedre en W140 så havde sagen været en helt anden da den slags biler slår næsten alle nye biler. Men indtil at vi får en eller anden sindsyg lorte afgift der gør det alt alt for dyrt at køre i de store gamle biler så er de gamle slæder stadigvæk totalt konge i min verden.
4x4ere er nogle af de sjoveste gamle biler man kan få for menneske-penge. Her er min frontera som blev pimpet op i mad Max tema.Men generalt er store gamle baghjulstrækkere bare konge i min optik ligemeget prislejet. 520i er i hvert tilfælde den fedeste hverdagsged jeg har ejet længe.Nu hvor jeg har ejet og kørt begge har jeg i nogle år joket med at 244eren er en gammel biplan fra første verdenskrig og at bimmeren er en learjet. Men jeg er stadigvæk taknemlig over at kunne havde kaldt mig 240 ejer for det er en charmerende og lige til bil som har et stort potentiale lige meget om man ville bygge den om til en driftbil en dragster eller noget helt tredje.Der er altid en undtagelse til reglen. For en gammel visa føles let til tås når man tager en tur igennem de snogede landeveje. Og så oser den af Fransk finurlighed samtidig med at den er nem at skrue i.
Det spørgsmål stiller jeg ofte mig selv. For selvom at jeg har været i hobbyen så langt tilbage jeg kan huske og at jeg har kørt flere hundred forskellige biler lastbiler traktorer scootere og andre køretøjer til bloggen inden jeg har nået de 30 år. Og at jeg har ejet dusinvis af biler knallerter scootere og crossmaskiner siden jeg var gammel nok til at vride et gashåndtag. Der har jeg mange gange været i tvivl. De fleste gange kommer tvivlen indefra men mange gange kommer den også udefra. Hvad enten man får noget at vide face to face eller fra midierne eller samfundet. Men den største grund til at jeg skriver dette indlæg er at jeg føler at usikkerhed og lavt selvværd blandt os mænd ikke bliver diskuteret nok ude samfundet og at det bliver set lidt et som svaghedstegn. For jeg føler oprigtig at det er hårdt både som mand og som bilnørd at leve op til de idealer at midierne og samfundet stiller foran én. Men lad os gå igennem punkterne det kan værre at I genkender noget af det.
Ikke en rigtig mand ?. Bered dig på den visse død.
Man har i mange år vidst at det modsatte køn har haft det hårdt med alle de underlige skønhedsidealer men det er ikke kun kvinderne der lider på den konto. Jeg synes personligt at os mænd også har skulle stå model til alle mulige idealer og standarder. Nå så du har ikke kæmpe overarme efter at have pumpet jern 5 timer om dagen. Nå syndt for dig din slapsvans. Se min nye AMG Mercedes sådan en bil kunne du også havde fået dig hvis du mandede dig op læste mere så du kunne havde fået den rigtige uddannelse for der er ingen der gider at date nogen i en Fiat Punto. De ovenstående kommentarer er overdrevne karikaturer på det billede af manddom at jeg synes vi har her vesten. Men det værste er at os mænd ikke kun bliver “jagtet” af andre af samme køn men også i stor grad af kvinderne som har et sæt helt andre idealer med blandt andet at deres udkårende skal være prinsen på den hvide hest der er disponibel 24 timer i døgnet 365 dage om året. Så facit er at jeg synes at det kan være rigtig hårdt at være mand og at det er endnu hårdere når vi lever i en tidsalder der fremmer en sygelig præstationskultur.
Ægte falsk nørd.
Nu er vi endelig nået til noget der har med dagens emne at gøre og den her er rigtig hård. for noget af det jeg og mange andre ligesindet har sloges med for altid er at blive respekteret som de nørder eller entusiaster vi er. Det har efterhånden sket for mig en del gange at folk har betvivlet min status og titel som bilnørd. Mange gange er det påklædningen og mængden af viden at folk har brugt som kasteskyts til at benægte min status som entusiast. For man må åbenbart ikke være goth som bilnørd og så skal man vide absolut fucking alt om alle mulige ligegyldige bilmodeller og detaljer. Men selv når man endelig har fået skaffet sig sin første bil kan man ikke vide sig sikker. For selv der kommer elitisterne væltende ud af skabet. En dag jeg var ude og køre til bloggen for nogle år siden kommenteret ham sælgeren jeg skulle mødes hvorfor jeg ikke skiftede 406eren ud med noget der var mere rapt og entusiast-agtigt hvor jeg så pr automatik gav ham ret. Men realiteten var at jeg faktisk elskede min 406er på godt og ondt jeg synes at det var en fantastisk langturs bil med et tidsløst design. Men det værste er at min jagt på at blive anerkendt som en rigtig bilnørd også har haft indflydelse på hvilken slags biler der bliver kørt til bloggen. For jeg har fået den overbevisning om at det er lidt andenrangs at køre alle de Amerikanerbiler så jeg måtte gøre ligesom vores konkurrenter fra bilmagasinet og køre en masse Europæiske specialbiler helst superbiler og andre i den kaliber. For ellers føler jeg ikke at min blog er noget særligt.
Større stærkere og hurtigere.
I næsten alle hobbyer foregår der det man af mangel på bedre ord ville kalde one-uppping. Altså en tendens til at folk ville overgå hinanden. Og der ville jeg blankt indrømme at jeg er slave til one-upping. Bare hvis vi tager fat i kørsler til bloggen igen så diktere hvad de andre magasiner gør en overraskende stor grad af hvad der kommer motortests på. Selvfølgelig er der biler jeg har drømt at køre hele livet hvor det var drivkraften til at få dem på bloggen. Men især i nyere tid har de andre bilmagasiner dikteret hvad jeg skulle køre. For hvis bilmagasinet kørte en Audi R8 til brugttest så skulle jeg selvfølgelig også køre en R8er før at jeg følte at min blog var værd at læse. Og det ræs er rigtig hårdt i længden at deltage i. For det koster mig meget tid både at opsøge og køre i en R8er og da det er en bil der har 4 til 500 heste og en tophastighed på omkring 300 i timen kan man bare ikke udnytte alle hestene og have den samme mængde sjov som i en langsommere bil. Men på den anden side synes jeg også at R8eren var en mega fed bil den var fantastisk at køre i og fantastisk at se på og når man først har haft mulighed for at teste den slags biler kan man ikke få det vildt nok. Selv hvis vi taler privatbiler har jeg stadigvæk en hvis trang til at overgå mig selv. Dem der kender mig ved jo at min første slæde var en gammel Corrola E110 det var en bil jeg var vildt glad for og som gav mange tusind kilometers problemfri kørsel. Men samtidigt gik der ikke mange måneder før at jeg synes E110eren var utilstrækkelig så den bliv til sidst udskiftet med en 406 SR som både fysisk og motormæssigt var en større bil. Men så blev jeg mega træt af at køre med forhjulstræk. Så en Mercedes W202 C250 blev tilføjet den voksende liste af biler mit ejerskab. Den bil havde jeg også et godt forhold til. Selvom at den kun skulle bruges til markræs blev den passet ligeså godt på som hverdagsbilen med vask støvsugning og vedligeholdelse. Men hvis spoler tiden frem til i dag så bliver jeg ligeså hurtig træt af mine biler. For jeg er i fuld gang med at lede efter Pajero MKII som skal værre aflyser til 520ieren. Men al den overgåen hinanden er vel forbandelsen ved at være bilnørd.
De rigtige kvalifikationer.
En anden mur jeg ofte støder på i mit liv som bilentusiast er at man skal have de rigtige kvalifikationer. jeg føler ofte at man skal have arbejde og især uddannelse indenfor autobranchen før at man er rigtig nørd. Tanken bag denne holdning er at hvis man elsker sin hobby så meget at man er villig til at sidde på skolebænken i flere år for at kunne arbejde med den så er man simpelthen nørden over alle nørder. Men på den anden side er der også mange der siger til mig at bare man har passionen for ens hobby så er man entusiast. Det er også derfor at rollen som portvogter er svær. Man ville gerne sikre sig at alle de falske personligheder får forment adgang men samtidig at holde det åbent nok så det appellere til en så bred skare så muligt. Men det sværeste er når man selv betvivler om man er rigtig entusiast på det pågældende felt og det er lige meget om det er biler skydevåben eller frimærker. Men jeg håber også at I nød dette første indlæg på det nye website fortsat god dag folkens.
upgear2.blog 