4cylinder – Side 2 – upgear2.blog

Lastbil dobbelttest Mitsubishi Fuso Canter versus MAN TGL 12.180.

Skrevet den 12. januar 20236. februar 2023 af stoerner666

Hej og velkommen til den første lastbil dobbelttest i bloggenes historie. Temaet for dagens test må vel værre småt men godt. For selvom at dagens testbiler er i den lille ende af lastbil-skalaen. Så giver de masser af brugbarhed og funktioner for pengene. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til henholdsvis MAN i Odense og RLM car export for at gøre denne test muligt. Du må endelig give deres websider et kig i linksne nedenunder.

www.man-fyn.dk

rlmcarexport.dk

TGL 12.180 den 4 cylindres arbejdshest.

Det første bekendtskab at jeg havde med 12.180eren var da jeg kørte den faceliftede udgave til glatbanekursus under chauffør-uddanelsen. Jeg endte faktisk med at synes at den kørte ganske fin i sådan en grad at jeg godt ville teste et eksempel til bloggen så snart kørekortet var i hus og så snart at jeg kunne finde én. Og idag var det atter stævnemøde. Efter at have foretaget start eftersyn hopper jeg op i hytten igen spænder selen og sætter vognen i drive. Under de første par minutters kørsel kludrer den lidt i gearene med at hænge lidt for meget i hvert gear ligesom at gearskiftene er nogenlunde ligeså smidige som når man kører med en nyudklækket bilist som stadigvæk skal lære koblingspunktet. Alt dette er selvfølgelig normalt nu hvor at TGLeren ligesom de fleste andre lastvogne er udstyret med en automatiseret manuel gearkasse. For når man får noget varme i det hele skifter den faktisk sådan nogenlunde. Noget der faktisk også kører ganske fint er motoren. Denne bil er udstyret med en 4 cylindres maskine på 4.6 liter der yder 180 heste samt 700 i omdrejningsmoment. Motoren er kendt under motorkoden D0834 og når man også har kørt Scania V8 føles og lyder det mest af alt som at køre en forvokset varevogn. Man har den typiske pludren at en 4 cylindres dieselhakker udsteder. Men det føles ganske hyggeligt at køre med og fra førerpladsen føles TGLeren også en smule varebilsagtig. Selvfølgelig kan man sagtens mærke at man kører lastbil med hvordan betjeningen af især bremsepedalen med at den føles en smule ulden som den jo plejer at gøre når man kører med trykluft-mekaniske bremser. Men man sidder tætter til jorden og så er køretøjets udvendige dimensioner med til at gøre at det ikke føles som en stor og intimiderende maskine i samme grad som for eksempel en Scania Torpedo eller R500. Noget andet jeg kan sige er at styretøjet er let og smidigt så den er nem at manøvrere med på træng plads. Og så er udsynet rigtig fint på grund af de tynde A stolper og store vindues arealer. Angående udstyr og indretning er det her også en ganske ok vogn. Den er blandt andet udstyret med luftaffjedring på bagakslen oliefyr og en værktøjskasse monteret på chassisrammen under ladet.

Den rigtige lille store lastbil fra den opgående sols land.

Hvis du virkelig ville køre lastbil der bare føles som at køre en stor varebil. Så er en Mitsubishi Fuso Canter den rette. Men jo spøg til siden så er det her bare en stor varevogn i de flestes øjne. Egenvægten er på bare 3.510 kilo hvilket gør den til den letteste tungvogn at jeg har kørt. Men jov det er stadigvæk en ægte levende lastbil bare hvis vi ser på standardudstyr og indretning af førerpladsen. Blandt andet er bremse og speeder samlet i højre hjørne af gulvet hvilket er noget at jeg kun har set på lastbiler indtil videre. Man har også en takograf i midten af instrumentbrættet og et klistermærke under instrumentklyngen der minder én om at denne bil er begrænset til at kun at måtte køre 90 i timen. Men den er også udstyret med retarder og motorbremse hvor at styrken kan justeres med en drejekrave på fartpilot-stilken. Hvilket jeg synes er meget imponerende at sådan en lille bil er forsynet med. Men hvordan kører den spørger du sikkert utålmodigt. Jeg ville sige at den kører som en stor Toyota Dyna eller Kia K2700. Man har den herlige summen fra motoren imens at styretøjet styrer let og smidigt. Man kan også mærke mere til at forvognen arbejder mere end når man kører i en snudevogn. Men jeg synes stadigvæk at den føles mere rolig end hvad jeg husker K2700erne for hvor at især lidt prompte standsninger fik førerhuset til at gynge lidt meget. Men personligt kan jeg rigtig godt lide at køre fladsnudet varebil. Elsker især udsynet og kørestillingen. Angående motor og gear er man også godt stillet ved at man er bestykket med en 3 liters 4 cylindres turbodiesel hvor at der er koblet en 6 trins dobbeltkoblings gearkasse bagefter. Ja det lyder altså meget fancy med en dobbeltkoblings gearkasse i sådan en arbejdsbil. Motoren har en lineær kraftudvikling imens at gearkassen prøver at skifte så smidigt så muligt. Det er stadigvæk en slatten oplevelse i forhold til en konverter-automatgearkasse men det forløb mere glat end med automatiseret manuel gearkasse.

Konklusion.

Efter at have kørt disse to miniature lastdyr så kan jeg sige at de klarede det ganske fint. Jeg var især imponeret over hvor komplet udstyret at Fusoen føltes. Jeg havde ikke regnet med at den havde features som retarder og motorbremse som er en selvfølge på de “rigtige” lastbiler. Men som sagt klarede de begge det rigtig fint og så var jeg bare glad for at kunne få de mindre tungvogne til test som lidt var et gammelt ønske.

Hvis du ville læse andre tests af den mere lastbilagtige slags må du endelig give linksne nedenunder et kig.

Denne TGLer er en årgang 2008 som har gået lige i omegnen af 266.000 kilometer.

Det eneste jeg kunne sætte en finger på i førerpladsen i MAN var at man ikke rigtigt kunne overvåge trykket i bremsekredsen. Det eneste hint man fik var en besked i displayet hvis det var for lavt der ville jeg nu godt have haft et analog manometer eller et andet så man kan holde øje med værdien.

Biltest Mazda CX-60.

Skrevet den 6. oktober 202218. oktober 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en nybilstest. Kan man få en luksus-agtig køreoplevelse i en ny bil til under 500.000. Mange ville sige nej. Men jeg ville sige at man faktisk godt kan gøre det hvis man afstemmer forventningerne og at man kan finde sig i at køre crossover. For CX-60 giver masser af semi luksus for pengene og så det en ganske velkørende bil. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til Aunsbjerg bilhus i Kolding for at vi måtte låne dagens testbil. Du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

www.Aunsbjerg.dk

Den rigtige bil med den forkerte motor.

Efter at have haft min CX-60 debut kan jeg sige at det her er en ganske iorden bil. Men hvor at jeg desværre ikke have mulighed for at teste den med den rigtige motor. Men mere om det senere. For der er stadigvæk masser positive punkter ved dagens tester. Til at starte har man en høj kvalitetsfornemmelse i interiøret. Det når ikke helt Polestar højder men det føles stadigvæk helt iorden. Materialevalget er også godkendt. Og så er der en interessant blanding af forskellige materialer og teksturer. For eksempel brydes midterdelen af instrumentbrættet af en form for lærredsagtigt stof imens at nogle af de mindre trimdele har en nærmest marmor-agtig tekstur. Teknologi er der også masser af hvor at det hele virker som det skal. Man har alle de fører-assistent systemer at der forventes. Og så fungerer infotainment-systemet som det skal. Modsat mange andre moderne biler bliver det betjent med et musehjul og et sæt knapper ligesom Audi MMI eller Mercedes Command fra 2010erne. Men det er rigtig nemt at vænne sig til nu hvor at den grafiske brugerflade er logisk indrettet. Det eneste jeg virkelig kunne sætte en finger på var at den akustiske rutevejledning nogle gange kunne have lidt svært at udtale vejnavne og anvisninger så disse beskeder til tider kunne værre en smule svære at tyde. Der ville jeg hellere have at min GPS er stum eller at den i det mindste giver én tydelige automat-beskeder på Engelsk. Efter min mening er det der gør en luksusbil mere end noget andet er evnen til at befordre passagerer og fører så smidigt og ubesværet så muligt i absolut stilhed eller så tæt på absolut stilhed at man kan komme. Og på disse parametre synes jeg faktisk at CX-60 til dels gør jobbet fint. Ved lav hastighed styrer den let og smidigt hvorpå at stramme op når man øger hastigheden. Den styrer også nogenlunde præcis når man tænker på at det er en stor crossover. Undervognen er også ganske ok. Den er lidt til den hårde side men til gengæld ligger den faktisk ok på vejen selvom at man aldrig kommer til at have ligeså gode køreegenskaber som en normal personbil. Angående motor og gearkasse er det lidt mere on and off. Når man kun kører i automatprogram skifter den faktisk meget smidigt igennem de 8 trin men når man bruger skiftepadlerne føles det lidt klumpet. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke kan finde ud af bruge padlerne ordentligt eller om der er lidt bøvl i gearkassemodul og eller ventilblok. Men den rykkede underligt ved nedskiftning til anden gear og ved skiftet fra 3 til 4. Men ellers er gearskiftene hurtige og præcise især under en hurtig acceleration. Skiftet imellem benzin og eldrift og tilbage igen sker effektivt og gnidningsfrit som det skal. Motoren gør det faktisk ok man har en god speeder-response og en lineær kraftudvikling. Men man kan godt mærke at man ikke har den smidige gangkultur og lyden fra en rækkesekser. Selv under ren elkørsel synes jeg at man havde lige lovlig meget støj fra drivlinjen. Især ved lave hastigheder lød det som at sætte igang i en elektrisk golf-caddy.

Konklusion.

Efter at have kørt Mazdas bud på en nær-luksus SUV hvad lyder dommen så på. Jeg synes at den prøver virkelig godt på at give en luksuriøs køreoplevelse. Man har et rigtig fint indrettet interiør et godt kræftoverskud og en masse teknologi. Men drivlinjen mangler lidt finpudsning for det kan sagtens lade sigt gøre at lave en velpoleret 4 cylindrede hybriddrivlinje det har Polestar jo bevist. Og så har forsæderne lidt lang vej når det kommer til komfort og ergonomi. Der sad man faktisk bedre fortil i Cupra Formentor vi testede sidste uge. Men kunne godt tænke mig på et eller andet tidspunkt at prøve at få den 6 cylindret udgave af CX-60 til test for at se om det gør forskellen. For føler at det eneste at denne bil mangler er en bedre drivlinje.

Hvis du ville læse om andre hybrider eller bare om crossovere må du endelig give linksne et kig.

Jeg har sagt det før men jeg står stadigvæk ved det med at Mazda virkelig er kommet stærkt igen på interiør fronten når vi taler design samlekvalitet og materialevalg. Og i CX-60 føles det næsten helt luksuriøst.

Ligesom med mange “rigtige” luksus-SUVere ligger motoren i CX-60 også på langs.

Biltest R50 Cooper S.

Skrevet den 8. september 20221. november 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. Jeg har nævnt før at jeg forstår pointen ved de fleste biler og brands eller at jeg i det mindste prøver at forstå den. Mini er et af de brands jeg nogle gange ikke helt kan se pointen ved. For en outsider som mig ser det ud til at deres forretningsmodel bygger på at sælge små biler til overpris til Metroseksuelle mænd med løse håndled. Men det har også været den B segments hatchback hvor at køreglæden var i højsædet. Især når vi tager Cooper S får man ukompliceret sjov som nu er nede på en pris der er meget mere til at forstå end nyprisen på omkring 430.000. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til bilhuset MBM Kalundborg for at stille R50eren til rådighed til dagens test. Du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

www.bilhusetmbm.dk

Mange smil pr kilometer.

I kender måske til det Engelske udtryk smiles pr gallon som løst oversat betyder smil pr kilometer. Det er et udtryk man bruger til at sige når ens bil giver meget køreglæde. R50eren er helt klart også en bil der giver mange smil pr kørte kilometer. Og så har man bare den helt rigtige gokart fornemmelse selvom at det er et af de mest udkneppet udtryk i hele motorjournalismen. Men jov denne bil kører simpelthen herligt når man spiser den af med nogle snogede veje. Styretøjet kommunikere feedback rigtig godt tilbage så indstyringen til sving føles helt rigtigt. Det er også helt perfekt vægtet og så styrer det præcist både hvad angår de store styreinput og de små korregeringer fra centerposition. Undervogn og chassis er også helt perfekt afstemt. Den er måske lidt til den hårde side når man bare kører rundt på normal vis. Men når man virkelig leger med den passer det perfekt. Der er ikke noget krængning af hvad jeg kunne mærke. Og modsat Andre GTIere har Cooperen også den helt rigtige størrelse når det kommer til køredynamikken da den hverken er for stor til at den er nem og placere på vejbanen eller for lille så den føles nervøs når man kører friskt til. Men det er stadigvæk en lille bil selv i forhold til min Mazda 3 sedan. Jeg måtte køre førersædet rimelig langt tilbage og tilte sæderyggen lidt meget for ikke at sidde helt oppe i frontruden og med højre knæ konstant klemt mod rat og gearknop. Men når det er sagt så er interiøret faktisk ganske fint indrettet alt betjening er logisk indrettet. Selv infotainment-skærmen er nem at betjene med én enkelt drejeknap. Det eneste man måske kan savne i interiøret er en smule ekstra polstreret forsæder for jeg syntes ikke at de holdte én helt fast når man virkelig var ude og boltre sig Og så ville jeg også havde haft en kølevands temperatur-måler eller i det mindste en lampe der lyste indtil at motoren har opnået driftstemperatur. Samlekvalitet og materialevalg er helt klart bedre end i andre små hatchbacks fra samme periode af men der er stadigvæk meget billigt og hult plastik i kabinen i forhold til en “ægte” luksusbil. Men hvad der mangler i kvalitetsfornemmelse bliver der sørget for i drivlinje. I ved jo at jeg elsker kompressorladning og det er også grunden til at R50 er én af mine personlige favoritter blandt alle GTIere at jeg har kørt. 1.6 tritec motoren har sin helt egen karisma når det kommer til lydbillede og kraftlevering. Under fuld gas lyder den som en olm håndstøvsuger i brunst. Kompressoren overdøver simpelthen alt andet motorstøj hvilket jeg har det ganske fint med og så lyder den bare bedre desto flere omdrejninger man trækker. Maskinen levere også kræfterne lineært men hvor at den også elsker at få lidt gas. Så kraftleveringen minder mere om en sugemotor end om en trykladet motor. Kobling og gearkasse føles også godt at betjene. Koblingen er en smule tungt vægtet men den er stadigvæk meget nem at dosere og så er gearskiftene smidige og præcise. Angående design er jeg dog ikke blevet helt enig med mig selv om jeg synes at R50eren er hot eller not. Én side af mig synes at den ser lidt for pattet og retro puttenuttet ud imens at min anden halvdel synes netop at det er det der er det fede ved den fordi at der især dengang ikke var mange hatchbacks der var så stilsikre og karismatiske i design. Men jeg har altid godt kunne lide detaljerne såsom centerudstødningen og scoopet i motorhjelmen der fodrer den topmonteret intercooler med fartvind. Også indvendigt fik den på alle tangenter med funky retro-inspireret design. Der er én masse farvekodet plastik trim der matcher karrosserifarven og så har man speedometer og omdrejningstæller monteret på ratstammen som en eller anden hotrod. Imens at infotainmentskærmen har plads i midten af instrumentbrættet hvor at instrumentklyngen var på de oprindelige Morris Minier.

Konklusion.

Efter at have kørt denne gokart af en GTIer hvad lyder dommen så på. Jeg ville sige at R50 er én af dem der giver mere mening som brugtbil fordi at nyprisen på omkring 430.000 var lidt for ekstrem efter min mening. Til de penge kunne man sagtens få en helt ny Golf GTI MKV som har flere heste mere plads og større praktisk anvendelighed hvis man valgte den som 5 dørs. Men det har til alle tider været en bil der giver masser af ukompliceret sjov og køreglæde imens at den gjorde det på sin egen måde. For designet og motorlyden er lidt noget for sig og ikke til alles smag. Men jeg har som sagt før altid elsket eller i det mindste respekteret biler der bryder med normen på én eller anden måde. Men selv på brugtmarkedet møder minien hård konkurrence blandt andet i form af Civic type R FN2 som er én af mine andre personlige favoritter. Så mit bedste råd er vel at prøvekøre dem alle sammen og hvis det er Cooper S der passer dig bedst så bare køb den for den er absolut ikke så værst.

Hvis du ville læse om andre GTIere må du endelig give nedenstående links et kig.

Jeg er stadigvæk lidt 50 50 over designet. Men det er stadigvæk en million gange bedre end de andre moderne Mini der kan fås i alle mulige fjollet udgaver såsom crossovere coupér og underlige semi-shootingbrakes.

Og så kan jeg godt lide at den er en smule underspillet med at man ikke har en flækket kano som tagspoiler som på nogle af de nyere GTIere.

Jeg har til alle tider godt kunne lide en god centerudstødning. Pyt med om man så ikke kan have træk på men nogle gange må funktion godt give plads for form.

1.6eren føles ikke decideret hurtig. Men der er stadigvæk helt tilpas med heste. Og så levere den kræfterne smidigt.

Mængden af udstyr er faktisk ganske imponerende når man tænker på hvilken størrelse bil det og at det her eksemplar blev indregistreret første gang i 10 måned år 2002. Man har blandt andet komplet infotainment system med farveskærm og navigation aircondition rat betjening til radio og dellæder indtræk.

Biltest Polestar 1.

Skrevet den 12. august 202226. august 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. Findes der virkelig smukke hybridbiler. Spørger du måske dig selv. Og ja det findes der. Der er ikke så mange af dem. Men Polestar 1 er helt klart én af dem. Jeg ville næsten påstå at det er én af de smukkeste biler overhovedet i det 21ende århundred indtilvidere. Men ellers ville jeg bare sige mange tak til First Lease i Kolding for at gøre denne test muligt. Du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

www.Firstlease.dk

Som en moderne P1800.

Dem af jer der er kyndige i bilhistorie. Kender sikkert til Volvo P1800 som var en yndig og eksotisk udseende coupé der blev produceret op igennem 60erne. Hvor at den blev bygget på meget af den samme mekanik som Amazone og 140 serien. På en måde kan Polestar 1 godt ses som den spirituelle afløser til P1800. Motoren har 4 cylindre ligesom P1800 og så har man et stilfuldt og elegant eksteriør design. Men designet er virkelig noget særligt. Til at starte med er proportionerne helt perfekte hvilket langtfra er tilfældet ved mange moderne biler. Og så sidder den bare helt perfekt hvad angår frihøjde og fælgmontering. Men elsker bare den skandinaviske minimalisme der præger designet både indvendigt og udvendigt. Men når man også har detaljer som den fulde LED belysning og glastaget giver det designet en ultra moderne nærmest futuristisk udstråling. Førerpladsen er også helt perfekt det er én af de få nye biler hvor at man faktisk har skænket ergonomien en tanke. Man har fysiske knapper til de mest brugte funktioner som alle er logisk placeret. Og så er A stolperne nogle af de mest tynde i nogen ny bil. Så udsynet er ganske iorden. Selv brugergrænsefladen i infotainmentskærmen er logisk indrettet. Og dog ville den overhovedet ikke prøve på at genkende min håndskrift da jeg prøvede at bruge håndskrift-genkendelsen til at foretage ruteindtastning. Men det har andre systemer også problemer med så min håndskrift er åbenbart ikke særlig computervenlig. Materialevalget og kvalitetsfornemmelsen er fra øverste skuffe. Der er delt rundhåndet ud i hele kabinen med ægte kulfiber-trim i satin finish napa-læder og børstet aluminium. Alle knapper og kontakter føles lækre at betjene og så står alle syninger på betrækket snorlige og perfekte. Men heldigvis er køreegenskaberne også helt iorden. Den styrer let og smidigt men stadigvæk rimelig præcist. Der er ikke så meget vægt i styretøjet men det behøver der heller ikke at værre i denne biltype. Undervognen er lidt kontant men det er ikke ligeså meget som i Polestar 2 der bare føles hård for hårdhedens skyld. For 1eren ligger ganske godt i svinget når man tænker på at det er en tung bil på over 2.3 tons. Men det er virkelig på motorvejen at den brillere. Vindstøjen er ganske lav selv ved 130 i timen hvilket ikke altid har været tilfældet når man kører med sprodsefrie døre. Det er faktisk kun rullestøjen der er lidt dominerende men det skyldes selvfølgelig den store fælgmontering. Og så føles vognen retningsstabil den æder bare kilometrene uden det store besvær. Angående drivlinje er man også godt stillet. Man har 2 elektromotorer der tilsammen yder 238 heste 1 integreret starter-generator på 68 hestekræfter samt en 2 liters række4 med biturbo der yder 328 heste. Det hele resultere i en systemydelse på 600 hestekræfter og et omdrejningsmoment på 1000 newtonmeter. Den store råstyrke kan sagtens mærkes den føles ikke helt vanvittig men den føles stadigvæk hurtig nok. Og så arbejder teknikken hurtigt og effektivt. Overgangen imellem benzin og eldrift sker gnidningsfrit og så skifter den 8 trins automatgearkasse silkeblødt ved stille kørsel men hvorimod at den stadigvæk reagere prompte når man skal foretage en hastighedsændring uanset om man bruger skiftepadlerne eller kører i helautomatisk program.

Hybrid grantouring ?.

Kan man køre GT og hybrid på samme tid ?. Det synes jeg faktisk man godt kan. For tænker ikke at det er slagvolumen eller antallet af cylindre der gør en GT bil men derimod evnen til at tilbagelægge lange distancer med høj hastighed og i højeste komfort. Og på den måde er Polestar 1 en sand grantourer. Man får også et smukt og tidsløst design og en bil der bare føles helstøbt og færdiglavet. Og selvom at prisen på lige under 1.8 milioner er i den høje ende så er der ikke mange 3 til 4 år gamle biler der giver så meget design præstationer og teknologi for pengene.

Hvis du ville læse om andre grønne biler må du endelig give nedenstående link et kig.

Polestar var åbentbart så stolte over deres drivlinje at nogle af højspændings komponenterne skulle udstilles bag glas.

Selvom det nok ikke giver mest mening på den her slags bil så synes jeg alligevel at det er en sej detalje med de justerbare Öhlins dæmpere.

De gyldne bremsekalibre er blevet en måde at kende de højtydende Polestars på.

Det her er virkelig et lækkert interiør som også er logisk indrettet. Alt fra kørestillingen til samlekvaliteten og materialevalget er helt iorden.

I daglig tjeneste Pajero MKII.

Skrevet den 6. februar 20227. februar 2022 af stoerner666

Hej og velkommen til den første ” i daglig tjeneste” i mange år. Det er ligesom meget andet en tradition jeg havde over på den gamle blog men som lidt er blevet afløst af alle de updates jeg laver på min Youtube-kanal. Men dette format handler om at jeg skriver en artikel om min bil eller firmabil hvordan den er at leve på daglig basis eller i daglig tjeneste om man vil. Men tænker at det kunne værre sjovt at genoplive denne serie både for at se om det er noget jer følgere synes om og om det er noget jeg selv synes er sjovt at lave. Du ved en slags prøveballon for at teste markedet af.

Det er ikke en monstertruck men en monsterfuck.

Følgere af blogsne ved at jeg har en lang tradition med at døbe mine køretøjer kælenavne. Så da jeg endelig fik købt min første 4×4 i lang tid var jeg hurtig til at værre kreativ med at komme op med et øgenavn. Men spøg til siden var det et herligt ejerskab selvom at jeg gerne ville havde haft mere end et år ud af bilen nu hvor mange småproblemer plagede den til sidst. De eneste kritikpunkter jeg havde var at dyppinden var svær at komme til når man skulle tjekke oliestanden og at den var lavgearet så motorvejskørsel var lidt af en ørkenvandring da man kun kunne køre omkring 90 til 100 i timen for ikke at presse motoren unødvendigt. Men det var en herlig og autentisk vogn der kører som en prærievogn ude på vejen. Men som kan komme frem steder hvor at crossoverene ikke kan. Selvom at jeg selvfølgelig sad fast nogle gange og at bilen fik nogle småknobs så lærte jeg meget om terrænkørsel. Jeg elsker især at man skal bruge præcision og tålmodighed når man kører offroad fremfor hurtige reflekser og råstyrke. Det føles mere terapeutisk end performancekørsel som jeg også har gjort en smule i. Noget andet der var også var godt ved at køre diesel var literprisen. Det var meget normalt at man ofte kunne tanke for 11 kroner literen. Det er virkelig noget jeg savner nu hvor jeg er gået tilbage til at køre benziner. Men hvis man ser bort fra den besværlige adgang til dyppinden så elskede jeg mekaniker-venligheden og den gammeldags mekanik. Alt fra service til reparation var lige til. Og så skulle man også lige give smørepunkterne et skud med smørepistolen et par gange om året. Men alt dette synes jeg var hyggeligt og at det var noget hvor man knyttede bånd til éns køretøj. Og selvom at miljøzonerne kunne volde en smule problemer så var det overraskende nemt at leve med en diesel. Det hjalp virkelig at man havde den lille lavtryks-turbo på udstødningsmanifolden i forhold til hvor nem den var at køre i moderne trafik. Selvfølgelig er det ikke nogen racer men det er heller ikke nogen langsom sømkasse som sugedieslerne. Og så har man alt det herlige bundtræk til når man skulle ud og arbejde i terrænet. Men ellers lyder dommen på at Monsterfuckeren vil blive meget savnet. Og at én ting er 100 procent sikkert det er at jeg helt sikker skal have 4×4 igen på et tidspunkt i livet.

Vilde katte får skræmmer. Er det ikke det man siger ?. Så når man bruger sin bil til det den er designet så får den småknobs og brugsspor. men hellere det end at værre en elitær samler snob og aldrig få den brugt til at skabe minder med.

Og selvom at gamle biler betyder mere vedligehold og mindre driftsikkerhed elsker jeg følelsen af at betjene gammelt mekanik uanset mærke og model.

Biltest VW Beetle TSI sport.

Skrevet den 10. juni 202130. juni 2021 af stoerner666

Hej og velkommen til endnu en test. Efter at have kørt en masse spændende slæder igennem mit arbejde som blogger. kan jeg sige at jeg aldrig har kørt Beetle eller new beetle for den sags skyld. Jeg har selvfølgelig kørt en håndfuld luftkølet asfalt-bobler men ikke nogen vandkølet af slagsen. Men mange tak til Volkswagen Svendborg for at vi måtte komme og lave dagens brugtbils-test du må endelig give deres webside et kig i linket nedenunder.

www.vw-svendborg.dk

Ikke helt en GTI.

Da jeg først så den sne hvide Beetle tænkte jeg at “er det her virkelig en 2012 årgang” for efter min mening kunne man sagtens producere The beetle som modellen faktisk heder i 2021. For hvis vi skal værre helt firkantet heder den ikke bare Beetle men The beetle som hvis man på Dansk siger at det ikke bare er en bobbel det er bobblen. Men grammatik til siden så synes jeg oprigtigt at det er et godt design som ser friskt ud selv her næsten 10 år efter og så ser det heller ikke overdrevet feminint ud som den første new beetle fra 1998. Det kan i stor grad tilskrives at man har en smule lavere taglinje og en fladere frontrude som bedre mimiker taglinjen på den oprindelige type 1.er. Og da det her er sports varianten har man Monza fælge rødlakeret bremsekalibrer to polerede afgangsrør og en hækspoiler der nærmest sidder som en omvendt kasket-skygge på bagsmækken. Alt dette giver virkelig eksteriør designet et sportsligt præg. Jeg har også af kærlighed kaldt dagens tester fattigmands-Porschen fordi det lidt ligner en nedskaleret 911er eller Cayman. Også interiøret er ganske gennemført rent designmæssigt. Man har et fladt instrumentbord lidt ligesom den gamle bobbel som er udstyret med to handskerum og en ekstra instrumentklynge der huser ladetryksmåler olietemperaturs måler og en laptimer. Ja du hørte rigtigt en laptimer. Det dufter da virkeligt af noget dyrt fra Stuttgart. Men når det er sagt er den høje kvalitet i den kreative udfoldelse med interiørdesignet ikke helt blevet oversat til høj kvalitets-fornemmelse i interiøret. Der er lige lovligt meget hård plastik i interiøret når man tænker på at nyprisen snildt kunne rende op på over 300.000. Også hvis vi sammenligner med moderne hatchbacks i Golf klassen der når Beetlen ikke Mazda 3 til sokkeholderne som er en af de Hatcbacks med det lækreste interiør man kan få til omkring 300.000 Men det basale i førerpladsen virker faktisk rigtig godt. Man har et 3 eget læderrat som lægger godt i hånden og så sidder man godt i forstolene både hvad angår komfort og sidestøtte. Knapper og kontakter er også logisk placeret så de er lige til at komme til. Men noget jeg faktisk var positivt overrasket over var køregenskaberne. Når man kører stille er det meget som en hver anden hatchback. Men når man leger en smule med rattet og gassen så lysner bilen lidt op. Undervognen er fast men ikke knussende hård og så føles styretøjet godt vægtet imens at det styrer rimelig præcist. Den er langtfra ligeså sjov at køre som Civic type R. Men jeg blev stadigvæk positivt overrasket køreegenskaberne. Det ligger virkelig fint i spænd med det ungdommelige og livlige livstils image man prøvede sælge The beetle på. Angående motor og gear er man også godt stillet. Sidste gang jeg prøvede kræfter med 2.0 TSI og DSG kombinationen var i en vild og voldsom Golf MKV GTI der var tunet til 380 heste hvor man under en hård start lavede forhjulskoger i det der føles som en evighed hvorpå at fanden endelig tog ved den så den bare jernede afsted som et vingeløst jægerfly. I the beetle giver samme motor og gearkasse kombination ikke en ligeså vild køreoplevelse. Generelt gør denne asfaltbobbel ikke meget væsen af sig gearkassen skifter smidigt under stille kørsel selv når man kører i manuelt program. Og fordi man netop ikke har højtflyvende sugepower som i ovennævnte type R som skal have nogle tæv for virkelig at spille perfekt så går det faktisk smidigt med den 2 liters TSI.er den udvikler kræfterne smidigt samtidigt med at man stadigvæk har lidt på toppen til motorvejstilkørslerne og andre hurtige accelerationer. Men det bliver aldrig en sportsvogn eller en ægte GTI bil for selvom at alt er relativt og jeg taler af erfaring med at have kørt biler med i omegnen af 600 til 700 heste. Så har denne beetle aldrig været den beetle GTI som nogle folk måske havde håbet på. For selvom at man har 200 heste til at gøre godt med så rykker den ikke ligeså godt fra 0-60 i timen som selv Fiat 595 Abarth gør. Og det er det der efter min mening virkelig gør en GTI bil det er at man op til byhastighed virkelig kan lege med de store drenge. Og så synes jeg også at prisen er lige lovligt høj for noget der bare er en fancy Golf MKVI. Til de priser kan man blandt andet få et godt eksemplar af en W221 S klasse 2 stk FN2 Civic type R med penge til overs eller en rigtig fin RX7 SA hvis man er til klassiske Japanerbiler. Men det er en fælde at alle livstilsbiler falder i efter min mening hvor man ender med at betale alt for meget for designet livsstilen og historien så man ikke får overdrevet meget bil og maskulin bil for pengene. Men hvis man er villig til at bruge pengene og at man tager denne bil for hvad den er hverken mere eller mindre. Så får man en ganske iorden stilfuld hatchback der stadigvæk er en smule bid og køreglæde i.

Hvis du ville læse om flere asfaltbobler af den gammeldags og luftkølede slags eller bare om GTI biler og normale hatchbacks. Så giv linksne et kig nedenunder.