Hej og velkommen til årets første nybiltest. Selvom at vi hylder fossilbilen til dagenes ende. Så er vi ikke bange for at prøve en “ellert” af hvis den vækker vores interesse bare det mindste. Og det må man sige at Polestar 2 har og i så stor grad at jeg prøvede at få den som pressebil men uden held. Men når en dør lukkes så åbnes der en ny. For fik endelig mulighed for at køre et eksemplar og det var tilmed om aftenen.
En Pole hvad for én.
At bilindustrien er i rivende udvikling i disse år er lidt en underdrivelse. Især indenfor elbiler er der poppet mærker op som slet ikke eksisterede for 10 til 15 år siden. Navne som Lucid Rivian og Polestar er kommet til indenfor de sidste 6 år. Og til dem der virkelig er ignorante indenfor biler eller som bare har levet under en sten de sidste 15 år kan jeg sige at Polestar hører under Geely koncernen som også ejer Volvos personbils-devision. Design og ingeniør-teamet består hovedsageligt også af tidligere Volvofolk. Selv navnet Polestar er taget fra en uafhængig Volvo-tuner som Geely opkøbte for nogle år siden efter flere års samarbejde. Men allerede når man ser på interiør og eksteriør design kan man sagtens se ligheden med koncernfætrene fra Göteborg. Det er det samme minimalistiske Skandinaviske design som jeg synes er virkelig befriende når man er vant til alle de dråbeformede Teslaer. Generalt har jeg altid været stor fan af kantede biler. Også samlekvalitet og materialevalg i interiøret er et stort pluspunkt. Man har et interessant lærredsagtigt materiale over den øverste del af instrumentbræt og dørpanal. Og så føles knapper og kontakter helt rigtigt når man betjener dem. Også på teknologifronten er 2eren helt regulær man har en touchskærm i portræt format som er responsiv. Og så er den grafiske brugerflade meget intuitiv. Men det med brugervenlig GUI har Geely været rimelig ferm til i de sidste mange år. For den første bil hvor jeg virkelig følte at der var skænket en tanke til brugerfladen var netop anden generation af XC90 som jeg testede da den lige var lanceret i 2015. Men hvordan kører den spørger I sikkert. Og til det ville jeg sige at den kører meget forudsigeligt. Styretøjet er let og flydende når man skal manøvrere ved lave hastigheder. Men undervognen er irriterende hård. Og det er netop det jeg kalder Audi hård hvor at man har den hårde undervogn der egentlig ikke forbedre køreegenskaberne. Der synes jeg at både Toyota Mirai og Honda E kører bedre da de vægter komfort mere end det folk tror er køredynamik. Jeg synes i hvert tilfælde at vi blev kastet lidt rundt selv når vi undgik huller i kørebanen for selv inde i KBH centrum kan man støde ind i noget elendigt stykke vej. Angående motor er 2eren også fuldt ud godkendt . Selvom dagens tester kun er den én-motors variant med forlænget rækkevidde som er opgivet til 231 heste så leverer den kræfterne smidigt. Og så har man stadigvæk et fint kraftoverskud til overhaling og sammenfletning. Og på den konto er elbilerne meget demokratiserende med at man ikke behøver at have en stor og potent motor der er dyr og besværlig at holde kørende for at have et godt kraftoverskud. For selv de billigere modeller har masser af overskud til hvad den gennemsnitlig bilkøber har behov for. Og med elbilerne får man også automatgear i gåseøjne da der er ingen gearkasse og derfor heller ingen koblingspedal. Og med mange elbiler kan man i grove træk køre den med én pedal. Det kan man i hvert tilfælde med Polestar 2 fordi at regenerativ bremsning er så kraftigt i højeste indstilling. Under normalle omstændigheder ved bykørsel kunne jeg faktisk bringe bilen til standsning alene med regenerativ bremsning. Men ellers lyder dommen vel på at jeg synes at det er her er en ganske kompetent elbil som har et stilfuldt design og et kvalitestbetonet interiør. Og som gør den daglige opgave at kørslen er til en smidig og problemfri seance. Faktum er i hvert tilfælde at jeg varmt kan anbefale den til alle der søger elbil i det lille premium-segment.


