stout – upgear2.blog

Hej og velkommen til den første klassikertest i Upgear2s historie. Mange af jer nørder derude kender sikkert ikoniske Toyotaer såsom Supra Corrola AE86 Celica og Landcruiser. Men det er sikkert ikke alle der kender til Stout. Jeg kendte i hvert tilfælde ikke lige den model og jeg ville ellers betegne mig selv som en person der ved en masse om obskure biler som langt fra alle kender til. Men efter en hurtig Wikipedia konsultation var jeg klar til at gå til værks med denne sjældne klassiker. Men mange tak til Johansen automobiler for at vi måtte låne Stouten til dagens test du må endelig give deres webside et kig på linket nedenunder.

www.johansen-auto.dk

Proto Hilux.

At kalde Stout for en form for proto Hilux er faktisk ikke så langt ude efter min mening. Ligesom at man i de sidste mange år har haft Hilux som blev lavet i forskellige udgaver. Så udførte Stout en lignende rolle 15 til 20 år før at Hilux kom til. For at kridte banen op med noget modelhistorie kan jeg sige at Stouten havde sin spæde start i 1954 hvor den slet og ret gik under chassiskoden RK som kørte op til 1960 hvor at anden generation afløste som også er kendt under Chassiskoderne RK40 41 43 45 47 100. De mange forskellige modelbetegnelser referer til de forskellige motorstørelser og typer af forhjulsophæng. For eksempel er en RK40 kortere samtidig med at være udstyret med uafhængigt forhjulsophæng med skruefjedre imens at testbilen som er en RK101 er udstyret med stiv foraksel med langsgående bladfjedre og en 2 liters 5R motor. I 1979 kom tredje og sidste generation generation som gik under chassiskoderne RK110 111 og YK110 denne generation udmærkede sig med at have at have samme eksteriør design som lillebroren Hilux som blev lanceret første gang i 1968. RK110 blev produceret op til 1989 og siden da har Stout navnet ikke været brugt. Efter min research kan jeg med det samme sige at RK101 er min favorit hvis vi taler om udseende. Jeg kan rigtig godt lide det Amerikansk inspireret eksteriør design. Det ligner virkelig en Chevrolet Apache man har hevet op fra en 90 graders kogevask. Noget jeg også kan lide ved Stouten er dens mekaniske simplicitet. Jeg praler ofte med at min egen Pajero V20 er oldschool med en masse gammeldags konstruktioner. Men Stouten slår den med lethed når det kommer til gammel mekanik. Der er sågar visse løsninger der var oldnordiske allerede i 1978. Jeg er blandt andet sikker på at étkreds bremsesystem var godt og grundigt udfaset på nye biler i slut 70erne ligesom at den stive foraksel så småt var begyndt at forsvinde på lette ladbiler og varebiler hvilket står i skærende kontrast til personbilerne hvor at denne konstruktion var skrottet flere årtier forinden. Også som køreoplevelse er Stouten et vindue ind til en anden tid. En tid hvor varebiler og ladbiler ikke behøvede at køre som personbiler. Det bevirker også at Stouten også kører elendigt ikke kun hvis vi sammenligner den med moderne biler men også i forhold til andre veteranbiler. Den anden veteraner der gav nogenlunde samme køreoplevelse var VW T1 bussen jeg kørte til dobbelt test tilbage i 17. Den og Stouten føles begge mega langsomme med knoklet betjening af pedaler og gearstang. Men denne slags køreoplevelser er netop min yndlings af alle bilaktiviteter. Det der med at der er en stærk mekanisk forbindelse imellem bil og fører er noget jeg elsker modsat alle de nye biler hvor selv en Ford Transit er letkørt og støjsvag. Men efter at have kørt i nogle minutter synes jeg alligevel at betjeningen af RK101 er lidt mere smidig end hvad jeg husker T1eren for at værre. Ratgearet som har samme skiftemønster som H gear hvor det bare er tiltet med 90 grader skifter overraskende smidigt men stadigvæk med et mekanisk feel. Koblingen er også nem at dosere samtidig med at den har den rette vægt. Styretøj og bremser er til gengæld ikke så meget lige til for dem der ikke har kørt veteraner før. Styretøjet er selvfølgelig ikke assisteret så man må lægge lidt kræfter i. Og da tromlebremser hele vejen rundt og én enkelt bremsekreds hverken er det mest sportslige eller samtidige setup skal man køre mere forudsigende og værre mere grundig med sine bremsninger så man ikke blokere et eller flere hjul. Og selvom at dette eksemplar er udstyret med vakumforstærker kræver det stadigvæk et højere pedaltryk fra føreren for at bringe vognen til standsning. Men efter at have læst op på og kørt en Stout kan jeg sige at det er en bil som jeg er glad for at have kørt. Det er netop ikke en slæde man ser hver dag samtidig med at den ikke koster overdrevet meget at erhverve sig 85.000 for at værre mere præcis. Det er seriøst den slags veteranbiler jeg er vild med og at jeg godt ville eje. For jeg kan godt lide at man ikke behøver at betale ekstra for at få noget at ikke alle har.

Ville du læse om flere veteraner og youngtimere må du endelig give linksne nedenunder et kig.