Biltest KGM musso EV.

Hej og velkommen til endnu en biltest. Tilbage i 2023 kørte vi Maxus ET90 som var en bil jeg endte med meget godt at kunne lide. Men hvor at jeg syntes at det lidt er en forspildt chance at den ikke kunne fås med firhjulstræk. Men mine bønner er endeligt blevet hørt af KGM. For de har lanceret en elektrisk ladbil ligesom at jeg har efterspurgt. Så idag skulle jeg prøve at ridde på et elektrisk næsehorn og ikke en elektrisk kamel nu hvor at Musso betyder næsehorn på Sydkoreansk. Og ja der har faktisk været noget der hed en elektrisk kamel. Så I må endelig hoppe på Google og søg electric camel. Men det skal I selvfølgelig først gøre efter at I har læst denne anmeldelse til ende. For ellers ville jeg bare sige tusind tak til Leif Jørgensen automobiler for at hjælpe med at gøre testen mulig. Du må endelig give linket et kig nedenunder under da det fører dig til deres hjemmeside.

leif-biler.dk

Fryd og gammen.

Hvis jeg skulle give køreoplavelsen i Musso EV en overskrift. Så må det helt klart værre at alt er fryd og gammen. For eksempel har man efter sidste torsdags forvirrende infotrainment makvært i Mazda 6e for en gangs skyld en førerplads der er logisk indrettet. Ja der er både traditionelle blink og viskerstilke der betjenes på helt normal vis og ratmonteret genvejstaster til køreprogrammer og autohold. Apropos køreprogrammer er det helt befriende at der kun er to programmer. Og ikke alt muligt sport plus sport plus plus LGBT Q8 RS3 og jeg skal komme efter dig. Når vi så endelig skal tale infortainment så virker det helt fint til husbehov. Det er absolut ikke det fedeste at betjene når det kommer til response og overordnet brugeroplevelse. Brugergrænsefladen er heller ikke den meste ophidsende rent visuelt. Men den er nem at finde rundt i. Og så er de bilfunktioner der kun kan tilgås via skærmen heldigvis ikke begravet bag tre forskellig undermenuer. En anden positiv ting er helt klart kvalitetsfornemmelsen i førerpladsen. Der er polstring på berøringsfladerne hvor at det batter. Og så er finish og materialevalg ganske respektabel. Jeg kan også godt lide at man har gjort som visse andre elbiler med at man kan justere mængden af rekuperation med skiftepadler. Det eneste der virkelig trækker ned i førerpladsen er udsynet. A B og C stolper er faktisk i en respektabel tykkelse men hvor at den stadigvæk føles unødvendig stor at manøvrere med på træng plads på grund af motorhjelmens udformning som tager noget af udsynet i bunden af synsfeltet. Og at man har det sports bar agtige trim der sidder i forlængelse af C stolperne. Det kan jo næsten skærme for en hel fodgænger når man orienterer sig skråt bagud. Men ellers overrasker køreoplevelsen mig positivt. For eksempel er køreegenskaberne helt som de skal værre med at den styrer let og forudsigeligt hvor at styreapperatet stadigvæk strammer en smule op i sportsprogram eller hvis man kører over byhastighed. Og så balancer den fint imellem komfort og dynamik når vi taler om undervognens opsætning. Men hvor at den konservative fælgmontering helt klart gør at den læner sig en smule mere til komfortsiden. Hvilket jeg kun syntes er en god ting da det er jo det man ville have i en normal brugsbil. Angående motor er den faktisk også helt regulær. Testbilen er en tomotors variant med firhjulstræk og en batterikapacitet på 80.6 kilowatt. Hvor at ydelsen er opgivet til 237 heste og 629 newtonmeter. Efter et par kortere accelerationer i sportsprogram kunne jeg sagtens mærke omdrejningsmomentet den føles faktisk ganske kvik fra 0 til 80 i timen. Den kan også fås på andre markeder med én motor forhjulstræk og en ydelse på 207 heste og 339 newtonmeter. Ja du læste rigtigt forhjulstræk. For modsat Maxus ET90 som er baseret på en eksisterende fossilbils platform med body on frame kontruktion så er Musso EV skabt på selvbærende karroseri og tværliggende motorer ligesom Ford Maverick og Honda Ridgeline. Så altså en mere personbils eller crossover baseret konstruktion. Jeg har ikke noget imod denne kontruktion den har helt klart sine fordele. Som for eksempel lavere vægt bedre køreegenskaber på vej. Og så tror jeg også at den er nemmere at skalere i forhold til at man kunne bruge samme platform til flere forskellige modeller. Men jeg er inderst inde stadigvæk overbevist om at en ægte 4×4 er bygget på en stigeramme. Men jeg er bare så taknemmelig over at de har lavet den og at der er den frihed i markedet for købere der ville have lige denne slags bil.

Koklusion.

Efter at have kørt den så er jeg oprigtig positivt overrasket. Der er massere af positive kvaliteter at liste. Den har et fint kraftoverskud regulær kabinekvalitet og en høj praktisk anvendelighed. Og så er det et smule anderledes men ganske fint alternativ til det selvanelige crossover trummerum. Jeg kan i hvert tilfælde varmt anbefale den.

Hvis du ville læse andre artikler af den elbilsagtige slags. Må du endelig give linksne et kig.

Ladet er ikke det største i verden nu hvor at jeg har sat kameramanden på som referancepunkt.
Modsat så mange andre er fælgemonteringen til den konservative side.
Mussoen er en af de elbiler hvor at selv den énmotors variant ikke har et baggagerum fortil. Eller det er i hvert tilfælde det at jeg har læst mig frem til.
Det her er én af de få pickups der faktisk går under en personbil afgiftsmæssigt og ikke en mandskabsvogn. Det betyder at man får en meget lav ejerafgift. Samtidig med at man må beholde bagsæderne.
Det næsten 6 kantede rat tilføjer en smule designflair i et yderst funktionelt omend meget generisk udseende interiør.

Klassikertest Toyota Stout RK101.

Hej og velkommen til den første klassikertest i Upgear2s historie. Mange af jer nørder derude kender sikkert ikoniske Toyotaer såsom Supra Corrola AE86 Celica og Landcruiser. Men det er sikkert ikke alle der kender til Stout. Jeg kendte i hvert tilfælde ikke lige den model og jeg ville ellers betegne mig selv som en person der ved en masse om obskure biler som langt fra alle kender til. Men efter en hurtig Wikipedia konsultation var jeg klar til at gå til værks med denne sjældne klassiker. Men mange tak til Johansen automobiler for at vi måtte låne Stouten til dagens test du må endelig give deres webside et kig på linket nedenunder.

www.johansen-auto.dk

Proto Hilux.

At kalde Stout for en form for proto Hilux er faktisk ikke så langt ude efter min mening. Ligesom at man i de sidste mange år har haft Hilux som blev lavet i forskellige udgaver. Så udførte Stout en lignende rolle 15 til 20 år før at Hilux kom til. For at kridte banen op med noget modelhistorie kan jeg sige at Stouten havde sin spæde start i 1954 hvor den slet og ret gik under chassiskoden RK som kørte op til 1960 hvor at anden generation afløste som også er kendt under Chassiskoderne RK40 41 43 45 47 100. De mange forskellige modelbetegnelser referer til de forskellige motorstørelser og typer af forhjulsophæng. For eksempel er en RK40 kortere samtidig med at være udstyret med uafhængigt forhjulsophæng med skruefjedre imens at testbilen som er en RK101 er udstyret med stiv foraksel med langsgående bladfjedre og en 2 liters 5R motor. I 1979 kom tredje og sidste generation generation som gik under chassiskoderne RK110 111 og YK110 denne generation udmærkede sig med at have at have samme eksteriør design som lillebroren Hilux som blev lanceret første gang i 1968. RK110 blev produceret op til 1989 og siden da har Stout navnet ikke været brugt. Efter min research kan jeg med det samme sige at RK101 er min favorit hvis vi taler om udseende. Jeg kan rigtig godt lide det Amerikansk inspireret eksteriør design. Det ligner virkelig en Chevrolet Apache man har hevet op fra en 90 graders kogevask. Noget jeg også kan lide ved Stouten er dens mekaniske simplicitet. Jeg praler ofte med at min egen Pajero V20 er oldschool med en masse gammeldags konstruktioner. Men Stouten slår den med lethed når det kommer til gammel mekanik. Der er sågar visse løsninger der var oldnordiske allerede i 1978. Jeg er blandt andet sikker på at étkreds bremsesystem var godt og grundigt udfaset på nye biler i slut 70erne ligesom at den stive foraksel så småt var begyndt at forsvinde på lette ladbiler og varebiler hvilket står i skærende kontrast til personbilerne hvor at denne konstruktion var skrottet flere årtier forinden. Også som køreoplevelse er Stouten et vindue ind til en anden tid. En tid hvor varebiler og ladbiler ikke behøvede at køre som personbiler. Det bevirker også at Stouten også kører elendigt ikke kun hvis vi sammenligner den med moderne biler men også i forhold til andre veteranbiler. Den anden veteraner der gav nogenlunde samme køreoplevelse var VW T1 bussen jeg kørte til dobbelt test tilbage i 17. Den og Stouten føles begge mega langsomme med knoklet betjening af pedaler og gearstang. Men denne slags køreoplevelser er netop min yndlings af alle bilaktiviteter. Det der med at der er en stærk mekanisk forbindelse imellem bil og fører er noget jeg elsker modsat alle de nye biler hvor selv en Ford Transit er letkørt og støjsvag. Men efter at have kørt i nogle minutter synes jeg alligevel at betjeningen af RK101 er lidt mere smidig end hvad jeg husker T1eren for at værre. Ratgearet som har samme skiftemønster som H gear hvor det bare er tiltet med 90 grader skifter overraskende smidigt men stadigvæk med et mekanisk feel. Koblingen er også nem at dosere samtidig med at den har den rette vægt. Styretøj og bremser er til gengæld ikke så meget lige til for dem der ikke har kørt veteraner før. Styretøjet er selvfølgelig ikke assisteret så man må lægge lidt kræfter i. Og da tromlebremser hele vejen rundt og én enkelt bremsekreds hverken er det mest sportslige eller samtidige setup skal man køre mere forudsigende og værre mere grundig med sine bremsninger så man ikke blokere et eller flere hjul. Og selvom at dette eksemplar er udstyret med vakumforstærker kræver det stadigvæk et højere pedaltryk fra føreren for at bringe vognen til standsning. Men efter at have læst op på og kørt en Stout kan jeg sige at det er en bil som jeg er glad for at have kørt. Det er netop ikke en slæde man ser hver dag samtidig med at den ikke koster overdrevet meget at erhverve sig 85.000 for at værre mere præcis. Det er seriøst den slags veteranbiler jeg er vild med og at jeg godt ville eje. For jeg kan godt lide at man ikke behøver at betale ekstra for at få noget at ikke alle har.

Ville du læse om flere veteraner og youngtimere må du endelig give linksne nedenunder et kig.

5R motoren er den samme som for eksempel ligger i datidens Crown. Så det er faktisk mere nogle af smådetaljerne ude i motorrummet der vækkede min nysgerrighed og interesse. For eksempel har jeg ikke set særligt mange karburatorer med indspektionsvinduet på karburatorhuset og så er bremseforstærkeren heller ikke af den sædvanlige type som sidder imellem hovedcylinder og ildvæg.
Med en 0 til 100 tid der er stort set ikke eksisterende vinder Stouten ikke nogle dragraces. Men den er som mig og vennerne kalder det en sand hyggebil som giver veteran køreoplevelse for alle pengene.