Hej og velkommen til endnu en klassikertest her på blog nummer to. Efter at have trillet en tur i en herlig gadelegal monstertruck som du kan læse test på i linket nedenunder. Så fortsatte vi succesen med et pragteksemplar af en første generations Camaro. Og selvom at jeg tilbage i 16 kørte en 68er til test over på den gamle blog ville jeg gerne give den en chance mere og prøve at skrive en mere grundig anmeldelse. For efter min mening er det her et af de bedste designs at GM sendte på vejene i 1960erne sammen med Corvette C2 og C3 samt Corvair af anden generation. Der er bare ikke en dårlig vinkel på en Camaro fra 68 og da man så har legendarisk smallblock power under motorhjelmen. Er det her en ponycar der kan få Mustangerne til at skælve og manden bag rattet til at ignorer både Porsche Ferrari og Lamborghini imens at man cruiser med alle fire vinduer nede. Men mange tak til S & S bilhus for at vi måtte låne Camaroen til denne klassikertest du kan give deres webside et kig på linket nedenunder. Men lad os så komme til testen.
The one everybody wants.
At sige at årgang 68 til 70 er en af de mest elsket og eftertragtede Camaro generationer er faktisk ikke så stor en overdrivelse. Og det tror jeg blandt andet kan tilskrives et eksteriør-design der bare ser fantastisk ud selv så mange år efter lanceringen. Som nævnt mange gange før er jeg meget imod at bruge ordet sexet når man beskriver bildesign. Men det her er en virkelig sexet bil. Alt fra Coca Cola flaske silhuetten over det lille knæk ved den bagerste siderude til det aggressive hajsnude agtige frontparti spiller fantastisk sammen. Men som køreoplevelse er en 68 Camaro også en herlig bil især hvis man er bare en smule Amerikanerbils interesseret. Når man lukker førerdøren i efter at havde sat sig bag rattet afgiver det et højt metallisk klooonk!! lidt ligesom hvis man smækker kølerhjelmen hårdt i på en gammel John Deere traktor. Det er ikke det tilfredsstillende Mercedes Thumb?!? men det føles stadigvæk betryggende og lækkert på en måde. Det er ikke denne bil hvor det lyder som at tæske en æggebakke med en tennisketcher når man lukker dørene i. Når man har klikket hofteselen sammen og sat maskinen i drive begynder man at trille på tomgangen vel og mærke nu hvor automatchokeren stadigvæk er aktiveret. Men et kort tryk på speederen bringer én ud af automatchoker så motoromdrejningerne falder til et normalt niveau. Og så er det bare med at cruise derudaf. Og jeg havde helt glemt hvor godt at en første generations Camaro kører. Selvfølgelig er det ikke nogen Porsche Cayman nu hvor man har det typiske overboostede og fraværende styretøj og at baghjulsophænget består af noget så simpelt som stiv bagaksel med langsgående bladfjedre. Men som cool sommerbil hvor man bare cruiser derudaf eller måske endda bruger den som hverdagsbil i sommermånederne er den virkelig fantastisk. Undervognen føles ikke nervøs eller overdrevet blød. Og selvom at styretøjet føles meget vag i forhold til en Europæisk sportsbil så styrer den ganske præcist af en Amerikanerbåd at værre. Overordnet set er køreegenskaberne forudsigelige så man ikke har problemer med at kører sin Camaro som en moderne bil. Det er faktisk kun når vi snakker bremser at man skal køre mere forudsigende for selvom at man har skivebremser fortil er der slet ikke den samme bremsekraft som i en moderne bil og der er selvfølgelig ikke ABS så det er vigtigt at man træner at pumpe bremserne under en nødbremsning hvis man har planer om at blive veteranbils ejer. Angående motor og gear er det her også en herlig slæde. Smallblock Chevrolet er en virkelig gennemprøvet og alsidig maskine som bogstavlig talt er blevet brugt i alt fra ladbiler til Corvettes. Det er også en motor som er rigtig godt understøttet af aftermarket producenterne hvad enten du ønsker skarpere knast turboladning eller komrpessor. Selv i dag lever smallblocken videre i form af LS serien og dens mange varianter. Og i dagens testbil lever smallblocken også i bedste velgående. Der er en herlig raspen fra udstødningen imens at der kommer et ordenligt brøl fra indsugningen hver gang man giver den noget pedal. Og selvom at smallblocks ofte “kun” har slagvolumen på 350 kubiktommer eller 327 i dagens tilfælde. Så har man stadigvæk spandevis af herligt V8 bundtræk som kommer på allerede langt nede i momentkurven. Og da man har 3 trins automatgear med lange gear som skifter smidigt ved stille kørsel men hvor at kickdown virker ganske fint eller så fint det nu kan i gammeldags konverter-automatgear der ikke er computerstyret eller noget. Er det bare herligt at cruise over de åbne vidder. Men det virkelig smukke ved US bilerne er efter min mening deres mekaniske simplicitet. Modsat en eller anden åndsvag Ferrari 250 GTO som kræver at man kender en eller anden mester-mekaniker ved navn Mario som spiser pasta-bolognese. Hvor man hidkalder Mario bare for at få lavet filterservice. Så kan de fleste Amerikanerbiler serviceres og repareres af en hver perlestens-mekaniker der besidder en nogenlunde stor teknisk viden. Det er lavpraktisk Amerikansk ingeniørkunst som ikke er overdrevet sofistikeret men som ofte bare virker. Jeg krummer ofte tæer hver gang jeg hører mange af de Europæiske bilsnobber spytter så meget lort ud om at Europæiske biler er bedre udelukkende fordi de er mere teknisk avanceret. Avanceret teknologi er kun så godt som tilgængeligheden og kvaliteten af reparation og service. Så når det kommer til at eje og ikke bare køre ville jeg altid vælge en mere simpel bil som jeg faktisk har en chance for selv at kunne skrue i fremfor én med smarte tekniske løsninger som ikke er særlig mekanikervenlig. Og der er dagens testbil jo lidt det bedste af to verdener fordi man både får gammel mekanik der er til at forstå og en herlige køreoplevelse ikke kun i forhold til moderne biler men også i forhold til andre veteranbiler. Jeg er i hvert tilfælde meget vild med den.
Giv endelig Silverradoen jeg har skrevet test på over på den gamle blog et kig på linket nedenunder. Hvis du ikke allerede har spottet den.
upgear2.blog 