I daglig tjeneste Pajero MKII.

Hej og velkommen til den første ” i daglig tjeneste” i mange år. Det er ligesom meget andet en tradition jeg havde over på den gamle blog men som lidt er blevet afløst af alle de updates jeg laver på min Youtube-kanal. Men dette format handler om at jeg skriver en artikel om min bil eller firmabil hvordan den er at leve på daglig basis eller i daglig tjeneste om man vil. Men tænker at det kunne værre sjovt at genoplive denne serie både for at se om det er noget jer følgere synes om og om det er noget jeg selv synes er sjovt at lave. Du ved en slags prøveballon for at teste markedet af.

Det er ikke en monstertruck men en monsterfuck.

Følgere af blogsne ved at jeg har en lang tradition med at døbe mine køretøjer kælenavne. Så da jeg endelig fik købt min første 4×4 i lang tid var jeg hurtig til at værre kreativ med at komme op med et øgenavn. Men spøg til siden var det et herligt ejerskab selvom at jeg gerne ville havde haft mere end et år ud af bilen nu hvor mange småproblemer plagede den til sidst. De eneste kritikpunkter jeg havde var at dyppinden var svær at komme til når man skulle tjekke oliestanden og at den var lavgearet så motorvejskørsel var lidt af en ørkenvandring da man kun kunne køre omkring 90 til 100 i timen for ikke at presse motoren unødvendigt. Men det var en herlig og autentisk vogn der kører som en prærievogn ude på vejen. Men som kan komme frem steder hvor at crossoverene ikke kan. Selvom at jeg selvfølgelig sad fast nogle gange og at bilen fik nogle småknobs så lærte jeg meget om terrænkørsel. Jeg elsker især at man skal bruge præcision og tålmodighed når man kører offroad fremfor hurtige reflekser og råstyrke. Det føles mere terapeutisk end performancekørsel som jeg også har gjort en smule i. Noget andet der var også var godt ved at køre diesel var literprisen. Det var meget normalt at man ofte kunne tanke for 11 kroner literen. Det er virkelig noget jeg savner nu hvor jeg er gået tilbage til at køre benziner. Men hvis man ser bort fra den besværlige adgang til dyppinden så elskede jeg mekaniker-venligheden og den gammeldags mekanik. Alt fra service til reparation var lige til. Og så skulle man også lige give smørepunkterne et skud med smørepistolen et par gange om året. Men alt dette synes jeg var hyggeligt og at det var noget hvor man knyttede bånd til éns køretøj. Og selvom at miljøzonerne kunne volde en smule problemer så var det overraskende nemt at leve med en diesel. Det hjalp virkelig at man havde den lille lavtryks-turbo på udstødningsmanifolden i forhold til hvor nem den var at køre i moderne trafik. Selvfølgelig er det ikke nogen racer men det er heller ikke nogen langsom sømkasse som sugedieslerne. Og så har man alt det herlige bundtræk til når man skulle ud og arbejde i terrænet. Men ellers lyder dommen på at Monsterfuckeren vil blive meget savnet. Og at én ting er 100 procent sikkert det er at jeg helt sikker skal have 4×4 igen på et tidspunkt i livet.