Hej og velkommen tilbage til endnu en rant. Efter at have drevet bilblog i snart 7 år har jeg erfaret en masse ting både som menneske og som motornørd. En af disse ting er at jobbet som motorjournalist ofte ikke har så meget med virkeligheden at gøre. I hvert tilfælde når vi taler om alle de vilde testkørsels fantasier jeg har udlevet i især Europæiske performance og sportsbiler. Jeg ville faktisk gå så langt at sige at det har farvet den måde jeg ser specialbiler på. For efter en travl og meget spændende sæson som for eksempel 2020 sæsonen. Hvor jeg sad bag rattet i Europæiske superslæder som Ferrari 348 spider Jaguar X351 XJ og Porsche 987 Cayman S samt adskillige Mercedes AMG og Audi RS modeller. Bliver man hurtigt kultiveret til at tro at den slags biler er mere normale end de er. Og når man så har alle de andre journalister der kører den endnu federe eller sjældende model end den man lige har kørt. Så bliver det til en underlig form for rotteræs hvor jeg føler at jeg skal oneuppe alle de andre. Med andre ord er det med køre dyre drømmebiler noget der har meget lidt journalistisk værdi for den gennemsnitlige bilkøber. Men jeg elsker at gøre det men jeg er også klar over at jeg er i en yderst særlig position for hvor mange af de ovennævnte biler ser man egentlig ude i det fri. Ikke særligt mange skal jeg sige dig. Men det er fedt at man nogle gange kan bytte førerpladsen i Ducatoen ud med den i en fuldblods sportsvogn som er konstrueret til at kunne gøre en ting virkelig godt nemlig at køre meget hurtigt rundt om en racerbane. En anden ting jeg altid har lovet angående mit arbejde med blogsne er at det aldrig skal være en drømmebilsparade hvor det kun er latterligt dyre biler i millionklassen selv hvis jeg fik muligheden for at testkøre de nyeste Bugattier Mclarens med mere. Så føler jeg at jeg forpligter mig overfor mit publikum at vise køretøjer i forskellige prisklasser årgange typer og størrelser. Men jeg prøver også at vise den store verden min personlige bilsmag eller i det mindste biler der vækker min interesse bare en smule.
Gotta catch them all.
Når maskineriet kører på fuld damp føler jeg at jobbet som motorjournalist udspiller sig som form for spøjs voksenudgave af Pokémon hvor man skal fange dem alle sammen for ellers er man ikke kongen af Pokécars eller hvad man nu skal kalde det. For ja seriøst føler jeg at det med at spotte og finde biler til tests føles som en evig jagt på mega sjældende pokémonkort som koster 500.000 kroner stykket i snit. Det er mega hårdt og stressende men mega tilfredstillende når man endelig sidder bag rattet. Men det er også der hvor jeg som nævnt før føler mig meget ydrestyret til tider. For hvad bilmagasinet gør er altid det rigtige og det skal gøres efter. Men når alt arbejdet er udført og kameraerne slukket kan jeg til tider godt føle at alt arbejdet er spildt for der kommer ikke mere trafik på siden end hvis det er en mere gængs model der bliver testet tværtimod så får leverpostajsbilerne en smule flere visninger. Men som bilnørden over alle bilnørder vækker det bare ikke de samme følelser at sidde bag rattet i en MG ZSer som i en Audi Q7 V12 den bil glemmer jeg sent. Det er en bil som virkelig får mig til at føle at jeg er en del af lille eksklusiv gruppe af folk som enten har kørt eller ejet et eksemplar. Som bil er det også en mega cool samtalestarter. Det at man kan sige at man har kørt en enorm SUV som er bestykket med den eneste V12 dieselmotor i nogen standard gadebil i hele bilhistorien og som er udstyret med kæmpe kulfiberbremser som er en detalje man normalt kun ser på højtydende superbiler er noget jeg bare er vildt glad for at jeg kan bryste mig af. Men de sjoveste drømmebiler at føre er ikke andre folks men mine egne. Altså dem at jeg selv ville vende mig om efter. Og der absolut ingen hyperbil der kan vinde over et pragteksemplar af en W140 S600 der taler vi altså bil efter min mening. Så det gør mig endnu mere stolt at jeg kan sige at jeg kørt mange af mine drømmebiler med det mener jeg at sidde bag rattet og ikke bare at værre passager og at jeg har ejet stortset alle mine realistiske drømmebiler. Det er sådan noget der gør at der er noget værd ved at leve sig ind i den fantasiverden det er at værre motorjournalist. For det at køre Ferrarier Maseratier Rolls Roycer og andet rigmands-legetøj er bare en lille frynsegode som ikke har så meget med den virkelige verden at gøre.
2000CA før 360 Modena.
En sjov anekdote jeg plejer at fortælle folk som et stjerne-eksempel på at os “rigtige” bilnørder tænker anderledes end alle de “falske” nørder der flyver rundt ude i stratosfæren. Går på at mig og kammeraterne var oppe og vindues-shoppe ved my garage i Vejle. Da vi kommer ind i den sidste hal hvor der blandt holdte flere Porscher og Ferrarier parkeret var det første jeg sagde “Oh fedt se en 2000CA?!” ja du hørte en 2000CA ikke en E9 CSI eller en 2002 turbo men lillebroren til E9eren som har den underlige front og den 4 cylinders M10 motor og som i dette eksemplar kun har enkelt karburator og automatgear. Efter der har jeg altid tænkt at jeg er en sand nørd når jeg lægger mærke til 2000CAeren fremfor 360 Modenaen. Det er nok de færreste forvirrede teenagedrenge der kun tænker på blondiner og hurtige biler der ville skænke en gammel undermotoriseret bimmer med et underligt ansigt og et modelnavn få har hørt om mange tanker. Men det er magien ved at værre bilnørd. Jeg skal bare minde mig selv om at man ikke behøver at have samme smag som alle andre. Det er også det jeg prøver at tage med i mit arbejde med bloggen men også det at mindre også kan gøre det. Og en mere realistisk bil også kan værre en fed bil. For jeg føler at bilhobbyen skal værre for alle uanset køn indkomst hudfarve eller social status.
upgear2.blog 